Store danske dommeropgaver: Det er uhørt

Det har været en dramatisk og underholdende uge, fyldt med overraskelser. To fantastiske Champions League-kvartfinaler (det har de sikkert været elle fire, men jeg fulgte kun Real Madrid – Manchester City og PSG – Barcelona).

Underholdende, afvekslende og med konstant skiftende føringer. Man turde jo dårligt rejse sig et sekund for at gå på det lille hus eller fylde op i glasset. Det var flot propaganda for fodboldspillet på alle måder, også fordi alle ville fremefter, og antallet af svinestreger lå på et ret lavt niveau, kampenes betydning taget i betragtning.

Herhjemme har det heller ikke just været kedeligt.

Vandpolokampen mellem Lyngby og OB fredag aften har trukket mange bemærkninger, nogle mere begavede end andre. Nogle har sågar kaldt det for en skandale, at man ikke aflyste eller udsatte kampen. Men så tager vi den for 117. gang: Dommeren kan kun aflyse en kamp, hvis vandmasserne er så store, at de er til fare for spillerne. Man kan vride om, lande ude i et reklameskilt osv.

Det kan også være, at stregerne simpelthen er regnet væk – det er også aflysningsgrund, for nu opfylder banen ikke længere de lovmæssige krav.

Spørgsmålet om sportslig berettigelse er slet ikke i spil. Det bliver en spøjs fodboldkamp, men det er dommeren uvedkommende. Jeg har et par gange i udlandet prøvet baner, der nærmest stod under vand, og hvor man langt ude i Østeuropa havde et sneplovslignende maskineri i spil for at få det værste vand væk. Her afbrød vi en times tid, for den bane var vitterlig blevet farlig.

Den eneste anden mulighed for en regulær aflysning er, hvis den baneansvarlige skrider ind og siger, at han ikke vil have sit græs ødelagt. Men nu er der næppe mange relevante personer på arbejde i Lyngby-Taarbæk Kommune sådan en mandag aften.  

Så er der spørgsmålet om udsættelse – ja, men det vil under normale omstændigheder kræve, at holdene er enige, og jeg kunne da se på udtalelser bagefter, at trænerne ikke var enige om, hvorvidt der skulle spilles eller ej. Så den vej er heller ikke farbar.

Nu skal det retfærdigvis siges, at mens den første halve time mindede om en helt anden sport end fodbold, blev forholdene – i hvert fald som set på TV – væsentlig mere spilbare derefter. Ikke at det var kønt – men det lignede dog fodbold.

En anden klassiker er spørgsmålet om, hvor længe man kan udsætte en fodboldkamp, hvis alle er enige. Det fik vi da prøvet til den yderste grænse ved lysshowet i Aarhus torsdag aften.

Selve det med lyset vil jeg lade ligge, for jeg kender jo af gode grunde ikke alle detaljerne bag. Men jeg kan da sige, at der er en god grund til, at vi som fast spørgsmål ved sikkerhedsmødet før udenlandske kampe har ’Er der en nødgenerator?’. Det er der i ni ud af ti tilfælde – og så er næste spørgsmål ’Hvor lang tid tager det at få lyset op at køre igen?’. Hertil er svaret typisk op til 15 minutter.

Skal man endelig udsætte, er der ufattelig mange hensyn at tage. Lad os starte med TV, som trods alt betaler en stor del af gildet. Så er der antallet af fans – hvor langt hjem har de udefrakommende? Hvordan ser kampprogrammet ud, for der skal jo findes en ny dato (denne gang oven i købet med en fast deadline, for finaledatoen ligger jo fast)? Hvad siger politiet til, at tilskuerne pludselig kommer ud på et andet tidspunkt end forventet? Og så videre.

Jeg var lykkelig for, at vi kom igennem – mit skrækscenarie var, at lyset var gået igen på et tidspunkt undervejs. Men det lykkedes – og så forestår der nok et større opklaringsarbejde herefter.

Går vi til det, som det egentlig handler om, fodbold, så trak kampen mellem AGF og Midtjylland også nogle overskrifter med to situationer, hvor AGF følte sig groft forfordelt (i ordets gamle betydning, før det blev til et pendulord, som man skal være morderlig påpasselig med at bruge).

Skoleeksemplet er ’bjørnetjeneste’, hvor man virkelig skal se på aldersfordelingen i modtagergruppen, før man kaster sig ud i det. Men der var dels et straffespark, som endte med at blive kampafgørende – dels en udvisning for berøven af oplagt scoringsmulighed (hands).

Omkring straffesparket: Jo, der er nok en minimal forseelse, men den er under det niveau, som vi gerne ser i Superligaen. Vi har netop gjort en del ud af, at vi ikke vil have ’soft penalties’, ligesom UEFA heller ikke vil. Dommeren bliver nok snydt af et temmelig teatralsk fald fra offeret. Så teknisk korrekt, men ikke praktisk.

Udvisningen er til gengæld interessant – og 100 procent korrekt. Lang aflevering mod en medspiller med frit løb mod mål, hvis ikke bolden var blevet bremset med hånden. Det interessante ligger i, at ’berøven’-forseelser typisk handler om den spiller, som forseelsen bliver begået imod, og som ellers ville have haft scoringsmuligheden. Her handler det om tredjemand, som bliver berøvet sin scoringsmulighed. Sjældent set – det er et eksempel lige til teoriundervisningen.

Apropos sidste uges konstatering af, at profeter sjældent er agtet i deres eget hjemland og Frida Klarlunds udtagelse til OL som reservedommer kan jeg supplere med, at vi har fået Jakob Sundberg udtaget til U/17- EM og Katrine Stensholm som linjedommer, ligeledes til U/17.

Det er ganske enkelt uhørt – jeg mindes i hvert fald ikke i mine 40 år, at vi nogensinde har haft tre slutrundeudtagelser hængende på én gang. Så et eller andet må altså være rigtigt…

Og så lad mig slutte af med noget mere jordnært. Vi er gået over til sommertid, selv om det ikke er hele tiden, at det kan ses på vejret. April er ikke april for ingenting. Men det har også åbnet for de sædvanlige diskussioner: skal vi have permanent vintertid og afskaffe sommertiden?

Argumenterne har været de sædvanlige: hjorte, der ikke kan finde ud af lysskiftet, løber over vejen, hvor der ikke plejer at være biler, køer, der bliver forvirrede over malketidspunktet – for slet ikke at tale om den måde, det påvirker os mennesker på. Jeg skal lige bruge et halvt døgns tid på at justere – ligesom når jeg flyver med en tidsforskel. Men det er billigt sluppet.

Men ét argument dør altid undervejs, så det vil jeg gerne slå et slag for. En afskaffelse af sommertid vil være en katastrofe for breddefodbolden, for så forsvinder der en times lys, som kunne bruges til kampe, træning osv. Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig puslespillet i lokalunionerne, hvis der pludselig er en time mindre at gøre godt med. Skal vi endelig have noget permanent, så lad det for guds skyld være sommertid…