Dansk journalist antastet i Qatar: Nej fandeme nej

Tipsbladet i Qatar

Harry Kane gjorde det ikke. Virgil van Dijk gjorde det ikke. Simon Kjær gør det ikke.

Mandag aften gjorde TV 2-journalisten Jon Pagh imidlertid det, der har været til så heftig debat de seneste par dage. I Qatar iførte han sig et anførerbind med budskabet “OneLove” – faktisk det anførerbind, Simon Kjær havde på mod Kroatien, og som var udlånt af DBU-direktør Peter Møller.

Og så startede balladen.

Ude foran det danske landsholds hotel i ørkenen i Qatar ville Jon Pagh aflægge rapport hjem til de danske seere med bindet om armen, men det blev for meget for politiet, der ikke ville tolerere synet af sådan et armbind i et land, hvor homoseksualitet er forbudt og anses som en sygdom eller personlighedsforstyrrelse.

Så Jon Pagh blev passet op af ordensmagten, der blandt andet langede ud efter kameraet, og efter lidt udveksling frem og tilbage så Pagh og hans TV 2-kollegaer ingen anden udvej end at komme væk fra hotellet i en hulens fart. De fornemmede, at situationen ikke var langt fra at eskalere voldsomt.

Da Tipsbladet fanger Jon Pagh på telefonen, lægger han ikke skjul på, at han stadig er rystet.

– Han sagde det meget roligt og var ikke ophidset, men som dansker bliver jeg fuldstændig rystet over, at der kommer en mand hen og beder mig tage et armbind af, fortæller Jon Pagh.

Hvorfor tager du det på? En journalists opgave er vel at være neutral?

– Ja, og det vil jeg også gerne sige med det: Jeg synes, at når vi er hernede, skal vi passe på med at lave aktivisme, og vi skal især passe på med at fremprovokere situationer. Men det var slet ikke i mine tanker, at det ville fremprovokere noget. Jeg er også selv meget opmærksom på ikke at lave aktivisme, men det er jo det samme politiske budskab, som står i FIFA’s regler og menneskerettighederne.

– For mig er det ikke politik. Det er menneskerettigheder. Det er en beklædningsgenstand, som jeg har på, og som jeg i den vestlige verden og ifølge alle menneskerettigheder har lov til at have på. Jeg håber virkelig ikke, at der er nogen, der opfatter det som et forsøg på at fremprovokere noget. Vi står midt i mørket, 30 kilometer ude i ørkenen. Jeg havde ikke tænkt et sekund, at det kunne være et problem.

– Det er bare klassisk tv-journalist at vise det frem, når det nu handler om det her anførerbind. 

Du spurgte om et armbånd for at tage det med på stadion. Har du stadig tænkt dig at gøre det?

– Selvfølgelig har jeg da tænkt mig at tage det med. Jeg kunne også bare have taget det af ude i ørkenen, men det er jo fordi vi er danskere, og vi har vores menneskerettigheder og frihedsfølelser. Jeg havde egentlig mest lyst til at tage det af. Hernede finder man også hurtigt ud af, at den måde, man løser tingene nemmest, er at lytte efter og vise noget respekt og anerkende, at man er et andet sted.

– Så min første tanke var at løse det ved at tage bindet af. Men så var der et eller andet, der gik igennem mig, hvor jeg tænkte “nej, fandeme nej, jeg tager kraftedme ikke et anførerbind af, fordi de har nogle stenalderlove”. 

Efter den her oplevelse hvad tænker du så om, at du skal være her et par uger endnu?

– Nu skal jeg lige fordøje den, fordi det er kun en halv time siden, vi kørte væk derudefra. Men umiddelbart ikke det store. Jeg synes, at det var ubehageligt, men jeg er ret sikker på, at nu kommer vi til at se, at verden får øjnene op for, hvor lidt frit der er hernede. Noget, der kommer meget tydeligt frem, når vi tager det her på, slutter Jon Pagh.

Syv deltagerlande – herunder Danmark – havde egentlig besluttet at bære et OneLove-anførerbind under VM-kampene, men da det stod klart, at det kan koste et gult kort til kaptajnen allerede i første sekund af opgøret, trak de i land.