Portræt: Brasiliens ømme punkt blev den store helt

Da Brasilien i lørdags gik videre ved VM-slutrunden efter en straffesparkssejr over Chile, var målmand Julio Cesar en af heltene, idet han med to redninger var med til at holde chilenerne nede på kun to scoringer fra 11-meter-pletten. 

Dermed har Cesars status i Brasilien fået et nøk opad, for inden turneringen var han regnet som en af svaghederne hos værtsnationen. 

Det var også et af temaerne i det portræt af Julio Cesar, som Tipsbladet bragte i fredagens udgave af avisen. Vi bringer her hele artiklen. 

BRAGT I TIPSBLADET 27. JUNI 2014

Det tørre græs i målfeltet

Den tidligere verdensklassemålmand Júlio César regnes som et af tvivlsspørgsmålene i den brasilianske jagt på verdensmesterskabet, fordi hans klubkarriere de seneste par sæsoner er gået ned ad bakke. Dermed skriver han sig ind i historien om Brasiliens komplekse forhold til keepere.

Paris Saint-Germain. Chelsea FC.

Real Madrid. FC Barcelona. Toronto FC.

De fem spillere i bagkæden på det brasilianske landshold er rejst til VM fra fire af Europas allerstørste klubber; fire klubber der som minimum nåede kvartfinalerne i Champions League, og så fra en canadisk klub i subtoppen af den amerikanske liga.

Det er målmand Júlio César, der er rejst sydpå fra den Toronto. Efter 2009-10-sæsonen blev den daværende Inter-keeper César kåret til Årets Målmand af UEFA, men siden har han været gennem et højst besynderligt karriereforløb.

Da José Mourinho forlod Inter efter Champions League-sejren i 2010, begyndte det at gå ned ad bakke for Milano-klubben, der ikke kunne kopiere resultaterne fra den portugisiske træners tid og desuden fik økonomiske problemer. Césars formkurve faldt, og i 2012 skiftede han så til Queens Park Rangers, der i hans første sæson rykkede ned i den næstbedste engelske række.

Et foreløbigt lavpunkt for keeperen, der i nullerne var blandt verdens allerbedste på sin position, men det skulle blive meget værre. César ville væk fra QPR, og helt naturligt satte Harry Redknapp ham derfor på bænken til fordel for Robert Green, mens der blev undersøgt andre muligheder for César.

Men skiftet kom aldrig, og Green gjorde det så godt, at han ikke kunne sættes af. Júlio César røg helt ned som tredjemålmand efter den 30-årige irer Brian Murphy, der i sin 14 år lange karriere kun havde været førstemålmand i to sæsoner i hjemlandets Bohemians.

Luiz Felipe Scolari gjorde det klart, at César var hans førstemålmand på landsholdet, og helt unikt spillede han i efteråret 2013 flere landskampe for Brasilien end klubkampe for QPR – tre mod nul. César måtte ty til ekstratræning i en lokal park med sin 11-årige søn som medhjælper for at holde sig klar. Det var også sønnens bolde, de spillede med.

Det var alligevel ikke en holdbar situation, og Júlio César blev i januar måned lejet ud til Toronto FC, der oprustede kraftigt ved også at hente Jermain Defoe og den amerikanske landsholdsspiller Michael Bradley. Og det er gået godt for César, som har været en del af et af MLS’ bedste forsvar, og som har fået ro på karrieren.

“Han har fortalt mig, at det er første gang, de kan være i fred som familie, og jeg tror, at det virkelig har hjulpet ham, for han har to ting at koncentrere sig om: fodbold og familien. Han har VM i horisonten, og jeg tror, at han påskønner, at han har haft mulighed for bare at gøre sit arbejde, for hvis han er i Italien eller Brasilien, er han en gud.”

“Her genkender folk ham, men der er ikke det samme hysteri, så han kan gøre ting uden for banen, han kan tage ud med sin familie, og han kan gøre sit arbejde,” har Torontos målmandstræner, den tidligere Celtic-keeper Stewart Kerr, udtalt til den canadiske avis The Globe and Mail.

Men selv om han har haft et godt forår i Canada, er Júlio César et af spørgsmålstegnene på det brasilianske VM-mandskab. Snart 35 år gammel og med en broget klubsæson i benene er han et stykke fra makkerne i den brasilianske defensiv. Og dermed læner han sig op ad en lang tradition for tvivlsomme brasilianske målmænd.

De plagede sjæle
“Positionen som målmand er så slem; så bitter, at græsset ikke engang gror, hvor målmanden står,” lyder et brasiliansk ordsprog.

“For at være målmand skal man enten være skør eller bøsse,” lyder et andet.

Brasiliansk fodbold har et specielt forhold til sine keepere, som de to vendinger antyder.

I et land, der har fostret Pelé, Garrincha, Zico, Sócrates, Romario, Ronaldo, Kaká, Neymar og et utal af andre offensive superstjerner, kan det være svært at være målmand. I årtier har brasilianerne været de ypperste repræsentanter for den smukke fodbold, jogo bonito, hvor det er de kreative, offensive stjerner, der kæmper om at vinde kampene for deres hold.

Som den engelske journalist Jonathan Wilson i sin bog “The Outsider: A History of the Goalkeeper” skriver om brasilianske målmænd:

“Hvordan kan en målmand udtrykke den forførelse, det mod og den fantasi, som det er meningen, sporten skal handle om? Hans job er at være sikker og pålidelig; at hæmme de kreative impulser fra andre.” Alex Bellos er inde på noget af det samme i sin bog ” Futebol: The Brazilian Way of Life.” Her skriver han, hvordan målmænd og forsvarere ofte bliver kendt under deres fornavn og efternavn. Det er forbeholdt stjernerne fra offensiven at blive belønnet med et kælenavn.

“Brasilianske målmænd har sjældent kælenavne. Ud af de ni målmænd, der har spillet mere end tyve landskampe, er fire kendt under deres efternavn, fire under deres fornavn. Kun én har et kælenavn – Dida – og det tog 80 år, før han kom. Han fik sin første landskamp i 1995.”

“Hvis det at kalde nogen ved deres kælenavn viser intimitet og affektion, så er brasilianere gladere for deres angribere end for deres forsvarere. Det vidste vi allerede. Og målmændene? Deres efternavne forstærker det faktum, at de er mindre elsket. Der er ikke noget at sige til, at de er plagede sjæle,” skriver Alex Bellos.

En af de få målmænd, der har fået et kælenavn, er Zetti, der var med til VM 1994 som reserve. Han driver i dag et målmandsakademi, og ifølge ham er målmandsposten stadig ikke førsteprioritet, når brasilianske børn skal vælge deres position på banen.

“Hvis han er god nok med bolden, vil han sandsynligvis ikke stå på mål. Børn er som regel bange for at stå på mål, og for det meste forsøger forældrene også at overtale dem til at vælge en anden position,” sagde Zetti til AP i marts måned.

Historisk syndebuk
Den mest plagede målmand i Brasiliens historie – måske den mest plagede brasilianer overhovedet – var Moacir Barbosa. Fortællingen om ham er klassisk og særligt aktuel i år, hvor der er VM i Brasilien.

Det var der senest i 1950, da Barbosa var målmand for det brasilianske hold, der frem til turneringens sidste fase havde imponeret stort. Dengang blev VM afviklet som et gruppespil, og Brasilien skulle bare have uafgjort i sidste kamp mod Uruguay for at vinde trofæet.

Med bare 11 minutter tilbage af kampen var stillingen 1-1, men så trak Uruguays Alcides Ghiggia ind i banen fra højresiden og sparkede mod det korte hjørne, helt nede ved stolpen. Barbosa havde forventet en aflevering og havde taget et skridt til den forkerte side, så han nåede ikke ned til bolden, der strøg i mål. 2-1 til Uruguay, der blev verdens-t mester, mens Brasilien havde oplevet et nationalt traume – ” vores Hiroshima” som den brasilianske skuespilforfatter Nelson Rodrigues i en berømt tekst har kaldt nederlaget.

Barbosa fik skylden, selv om man lige så godt kunne have bebrejdet en af de forsvarere, der forsømte at dække Ghiggia. Af den internationale presse blev Barbosa kåret til turneringens bedste målmand, men i Brasilien blev han syndebuk og kylet af landsholdet, som han kun fik yderligere én kamp for, tre år senere. I årtier måtte han leve med ydmygelsen.

Da Brasilien i 1993 skulle spille den afgørende kamp om kvalifikationen til VM i USA, ville den 72-årige Barbosa ønske sin målmandskollega Cláudio Taffarel held og lykke i træningslejren. Den assisterende landstræner Mário Zagallo forbød Barbosa adgang. Det ville bringe uheld, mente den overtroiske Zagallo, der selv havde været på Maracanã på den skæbnesvangre dag i 1950.

“I Brasilien er maksimumstraffen for kriminalitet 30 år. Jeg har aftjent 43 år for en forbrydelse, jeg ikke har begået,” udtalte Barbosa.

I sine sidste leveår var Barbosa en fattig mand, men han fik oprejsning for et halvt århundrede som syndebuk, da han i 1999 blev æresborger i Rio de Janeiro. Ved en ceremoni på Maracanã, hvor alle de overlevende medspillere fra 1950 var inviteret, undskyldte byens borgmester over for Barbosa og bad på vegne af det brasilianske folk om tilgivelse for landets behandling af ham gennem årene.

Men selv om Barbosa døde som en tilgivet mand i 2000, er mindet om ham ikke væk. I bogen ” Græsset er altid grønnere i Brasilien” af den svenske forfatter Henrik Brandão Jönsson fortæller Barbosas ven Tereza Borba, hvordan hun har forsøgt at få rejst en statue af målmanden i byen Praia Grande, hvor han endte T sine dage. Det vil kommunen gerne være med til, men man har ikke turdet gøre det endnu.

“De tror, at statuen vil bringe uheld, hvis vi rejser den nu. De vil vente til VM er overstået,” fortæller Tereza Borba, hvis anekdote illustrerer, at mindet om Brasiliens mest berømte og berygtede målmand stadig lever 64 år efter nederlaget på Maracanã.

Ændring med Taffarel
Historien om de brasilianske målmænds genvordigheder er fortsat op gennem historien.

Gilmar, der vandt VM i 1958 og 1962, var en dygtig keeper, men ikke alle hans efterfølgere har haft samme kvalitet. Brasilien vandt ligeledes VM i 1970 med historiens måske stærkeste landshold, men i Brasilien blev man aldrig tryg ved målmand Felix. Det var der en grund til. Han var impliceret i begge Rumæniens mål i 3-2-sejren i gruppespillet, kostede en scoring i kvartfinalen mod Peru, dummede sig mod Uruguay i semifinalen og var alt for langt ude af sit mål, da Italien scorede i finalen.

Den daværende Arsenal-målmand Bob Wilson dækkede turneringen som ekspert for BBC og har siden skrevet om Felix:

“Han er uden tvivl den mest inkompetente målmand, der har vundet en VM-medalje. Han var født heldig, at spille på et hold der – hvis han lukkede tre mål ind – havde talentet til at gå op i den anden ende og score fire.”

Det næste store brasilianske landshold var VM-holdet fra 1982. Heller ikke denne gang var målmåndsposten en af holdets styrker.

Waldir Peres lagde ud med at droppe i første kamp mod Sovjetunionen og holdt generelt ikke samme niveau som offensiven med stjerner som Zico, Sócrates, Falcão og alle de andre. The Guardian skrev for et par år siden, at Peres ” forsvarede sit mål som Edward Saksehånd.” Det begyndte at gå bedre i halvfemserne.

Cláudio Taffarel nuppede afgørende forsøg i straffesparkskonkurrencerne på vej mod VMguld i 1994 og -sølv i 1998, og han var også blevet den første brasilianske målmand, der spillede i en stor udenlandsk klub, da han i 1990 skiftede til Parma. Gradvist begyndte den brasilianske målmands status at ændre sig. Flere og flere kom til Europa, og de fik et bedre ry.

“Brasilianske målmænd er respekterede i dag. Vi har mange flere, der spiller i topklubber, og de får den respekt, de fortjener. I dag ser vi, at europæiske topklubber ønsker at købe brasilianske målmænd, ikke kun angribere,” sagde Júlio César til AP i 2010, da han netop havde vundet The Treble med Inter.

“Når man vinder vigtige mesterskaber, er prestigen større. Men jeg skal holde fødderne på jorden. Hvis folk siger, jeg er den bedste i verden, vil jeg ikke lytte til dem. Det holder mine ben på jorden. Målmænd er i en unik position. Den ene dag er man den bedste i verden, den næste er man den den værste.”

Det oplevede César selv samme år. Brasilien var favoritter til at vinde VM i Sydafrika, men røg ud i kvartfinalen, som Holland vandt 2-1.

César fik voldsom kritik for den hollandske 1-1-scoring, hvor han kom galt af sted i feltet og ikke fik gjort noget ved Inter-kollegaen Wesley Sneijders indlæg, som Felipe Melo snittede i eget net.

Fire år senere er César kommet udmærket fra start. Han så ikke helt perfekt ud ved Kroatiens mål i åbningskampen, hvor han lagde sig for tidligt ned, og han var heldig med, at en tabt duel med Ivica Olic blev vurderet til et frispark, men han gjorde det udmærket mod både Mexico og Cameroun. Alligevel lever mindet om Barbosa og VM 1950 hos César.

“Jeg har hørt mange historier om Barbosa. Når der i år er VM i Brasilien, er det uundgåeligt, at vi skal svare på de spørgsmål. Alle spørger om Barbosa, for det var noget, der virkelig efterlod et ar i 1950. Men jeg har allerede været gennem sådan en oplevelse i 2010, og jeg ved hvor ondt, det gør for en spiller på den position at blive korsfæstet på grund af én hændelse,” har César fortalt i et interview med KICKTV.

Hele Brasilien håber, at han ikke oplever det igen. Ellers vil græsset i målfeltet på Maracanã nok stoppe med at gro.