På tur i Qatar: Uhyggen under den pæne facade

TIPSBLADET I DOHA, QATAR

Det er ikke mange job i Qatar, der ikke er varetaget af udenlandske migrantarbejdere.

Men i grænsekontrollen i Hamad International Airport lader det til at være lokale, der sidder i flere af båsene, scanner pas og tager billeder fra flere vinkler med en automatiseret fotostander, om end man ikke helt føler sig tryg nok i situationen til at spørge.

– Åben lige øjnene lidt mere, siger kontrolmedarbejderen til denne noget klatøjede rejsende fra Danmark, der ved midnatstid skal lukkes ind i det lille, stenrige kongedømme.

De få qatarske statsborgere, der ankommer i Dohas på dette sene tidspunkt, stryger lige igennem kontrollen i en særlig kø, mens vesterlændinge og migrantarbejdere fra Asien og Afrika skal væbne sig med mere tålmodighed.

Den efterfølgende proforma-scanning af bagagen står et par smilende afrikanske mænd for, og ude ved bagagebåndene står 20-30 dragere, overvejende yngre sorte mænd som er ulasteligt klædt, klar til at læsse bagage.

Her er pletfrit. Intet udtrådt tyggegummi eller cigaretskodder på asfalten, ingen ispapirer smidt i overfyldte skraldespande. Alt er ryddeligt, ligesom det viser sig at være i resten af den del af Qatar og Doha, som myndighederne og magthaverne gerne vil vise frem.

Selvom vi har rundet midnat, er der rigeligt med personale i de toldfri butikker, og der er langt mere personale end kunder ovre ved skrankerne for lejebiler fra de sædvanlige internationale kæder, hvor to mand fluks har fundet en Mitsubishi Pajero frem og skruet helt op for aircondition i bilen, mens en mand fra skranken leder den korte vej ned til parkeringskælderen.

New York har ringet, de vil have deres skyline tilbage

Den næsten tomme motorvej fra lufthavnen munder efter få minutters kørsel ud i en omfartsvej langs den halvmåneformede bugt ved Corniche.

Vi kommer forbi det oplyste plads Diwan Amiri, som huser emiren Tamim bin Hamad Al Thanis regeringskontor.

Diwan Amiri, emirens regeringspalads.

Et adskillige meter langt Qatar-flag blafrer let i vinden på en flagstang op på paladset.

Den unge emirs silhuet er afbilledet på mange forretninger og store bygninger, en trend der begyndte for fem år siden, hvor han blev et frihedssymbol i de måneder, hvor naboen Saudi-Arabien indførte en handelsblokade mod Qatar, lukkede det lille lands eneste grænse på landjorden og ifølge flere medier truede med at invadere den lille gasrige nation, som var for venligt stemt overfor den store regionale rival Iran, hvis man ellers spurgte i Saudi-Arabien og nabolandet De Forende Arabiske Emirater.

Det var blandt andet den daværende amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson, der fik bremset en egentlig invasion, noget Saudi-Arabien ellers mente man havde fået et diskret nik til at kronprins og statsoverhoved Mohamed Bin Salmans gode kammerat Jared Kushner, der også er Donald Trumps svigersøn og var politisk kandestøber omkring den iltre amerikanske præsident.

Så det er ikke kun et liv i sus og dus at være qatarer eller emir i landet, der er verdens andenstørste gasproducent takket være et gigantisk felt ude i den arabiske bugt, et felt man i øvrigt deler med Iran.

– VM i Qatar har været og er en kronjuvel i Qatar-styrets politiske arbejde, som har flere forskellige funktioner herunder at medvirke i landets diversificering af økonomien, skabe nye diplomatiske forbindelser og netværk, men også til at skabe alliancer af sikkerhedsmæssig karakter, siger Stanis Elsborg, der er senioranalytiker ved Idrættens Analyseinstitut.

Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emiraters blokade blev løftet i begyndelsen af 2021, men den knap fire år lange økonomiske og politiske konflikt tvang Qatar til at sejle mad ind fra blandt andre Indien og, ironisk nok, det Iran, de større nabolande ellers forsøgte at presse Qatar væk fra.

Energikrise er der ikke noget af langs promenaden på Corniche.

Højhusene lyser op, det samme gør palmeblads-formede gadelamper, og på nogle af de højeste bygninger kan man se VM-stjerner afbilledet på facader, der strækker sig så højt, at man er nødt til at læne nakken tilbage for at se ansigterne som hjemmebanefavoritten Hassan Al-Haydos og Kroatiens Luka Modric.

Her ligger hovedkvarterer for Qatars gasselskab, dets moderselskab Qatar Energy, lillebroren Qatar Oil (olien er finansielt en stor dråbe men ikke desto mindre en dråbe i havet af ultranedkølet, profitabel gas), teleselskabet og PSG- og VM-sponsoren Ooredoo, der også huser Paris Saint-Germains ejers moderselskab Qatar Investment Authority.

Her, på få kvadratkilometer, er den politiske og økonomiske magt koncentreret, og det er her, ikke i det lille fodboldforbund eller i den øvrige sportsverden i golfstaten, at VM i fodbold i Qatar er blevet til.

Det flotte finalestadion

Byggerierne på vej ud til Lusail Stadium ligner Ørestaden og Aarhus Ø på speed.

Her er brændt milliarder af på stål og glas, særlig iøjnefaldende er et højhus ud mod den kunstige ø og rigmandsghetto The Pearl, der ifølge en medpassager i firehjulstrækkeren ligner Saurons Øje fra Ringenes Herre, bare blæst op som en op mod 100 meter høj bygning i en tilsyneladende tyngdekrafts-trodsende rund buet form.

Finalestadion ligger i noget nær ingenmandsland midt i masser af bar ørkenjord.

Migrantarbejdere slider i formiddagssolen på den sidste i rækken af en håndfuld lejlighedsbyggerier, der som de eneste ligger nogenlunde tæt på stadion.

Ved siden af de tilsyneladende mennesketomme boligbyggerier ligger der en metrostation.

Den er bygget af et fransk-ledet konsortium, der i opskruet tempo fik konstrueret Dohas spritnye metronetværk, der blev klar før VM og besluttet et par år efter, at Frankrigs præsident Nikolas Sarkozy og den nuværende emir af Qatar i november 2010 på et møde i det franske præsidentpalæ på Champs-Elysées fik overtalt vennen, den daværende UEFA-præsident Michel Platini, til at stemme på Qatar som VM-vært i stedet for favoritten USA.

Stadion blev indviet forrige fredag i en kamp mellem Egyptens og Saudi-Arabiens mesterhold Zamalek og Al-Hilal. Saudiaraberne vandt, og værterne fik en del kritik af trafikforholdene og lyden på stadion, hvor man forsøgte at lokke folk til med en koncert før kampen med en egyptisk popstjerne.

Om det er til ære for gæsterne skal være usagt, men den berømte og berygtede frilufts-aircondition kører for fulde drøn, da vi træder ind på stadion bag den ene målende.

Der er så meget sus på, at skjorten blafrer, og man føler sig mærkbart nedkølet, selvom der er 36 grader i luften uden for stadion.

– Jeg kommer først til at ånde lettet op, når vi har spillet VM-finalen 18. december, siger Tamim El Abed, der er Project Manager på Lusail Stadium og har været en ledende force i det prestigefyldte stadionbyggeri fra start.

Som et helt nyt stadion kan nogle af detaljerne med brede gange for tilskuerne og detaljer i designet give mindelser om Tottenhams ny hjemmebane i det nordlige London, der stod klar i 2019, bare større og med aircondition placeret overalt.

Migrantarbejdere på FIFA-projekter har bedre arbejdsvilkår og lønninger end stort set alle andre den omfattende byggebranche i Qatar, der har lokket en million ekstra migranter til fra Afrika, Mellemøsten og Asien, siden den lille golfstat fik VM i december 2010.

Der er plantet efterårsgræs siden åbningskampen, så vi må ikke gå på banen.

Der er til gengæld fri adgang til omklædningsrummene, hvor der er installeret et iskoldt kryo-bad ved siden af spaen. Der er i det hele taget kræset for detaljerne med en lille overdækket hal på cirka 10X10 meter med kunstgræs til opvarmning og en kæmpestor fladskærm, når landstræneren skal have vist taktikken før kickoff.

I VVIP-loungen (Very, Very Important Persons) er der en guldelevator nogle meter væk fra de almindelige elevatorer. Man kunne formode, at den guld-udsmykkede af slagsen er reserveret til de vigtigste pinger, herunder emiren og hans følge, der er små, bløde puder i sofaerne, ja selv ude på toiletterne dufter det ubrugt og jomfrueligt, ligesom det i hele taget gør så mange steder i Doha, hvor nærmest alt ser ud til at være bygget i den seneste håndfuld år og siden grundigt vedligeholdt og konstant fejet og vasket.

– Hvad vi skal bruge stadion til efter VM ved vi først for alvor efter slutrunden, siger Tamim El Abed og nævner, at mulighederne blandt andet er at bruge stadion til et fremtidigt OL eller en ombygning til lejligheder og forretninger.

Alene stadionet Lusail har kostet omkring syv milliarder kroner at bygge, mens Qatars samlede anlægsudgifter og tilhørende omkostninger siden tildelingen af VM vurderes til at være op imod 1.500 milliarder kroner.

Til VM skal der nok komme tilskuere, men hvordan klubberne i Qatar bagefter skal bruge og trække tilskuere til VM-arenaer med plads til mellem 40.000 og 80.000 tilskuere, og som ville kunne huse omtrent samtlige borgere med et Qatar-pas på én gang, står indtil videre hen i det uvisse.

Migrantarbejderne sveder

Hvis der én ting, der virkelig brænder sig ind på nethinden i Qatar, er det de enormt mange udlændinge, der arbejder i landet.

Man går og kører forbi dem på byggepladser, hvor de knokler med at lægge brosten, blande cement, lægge rør, kravle på høje stilladser, svejser og sveder, også midt på banen, hvor lovgivning indført i de seneste år ellers skal forestille at beskytte dem mod farlige arbejdsgange.

Migrantarbejdere bliver ofte kørt til og fra arbejde i hvide busser produceret i Indien, Kina eller USA.

Op mod en million migrantarbejdere vurderes at arbejde i byggeindustrien og relaterede brancher, vurderede menneskeretsorganisationer Human Rights Watch tidligere i år.

Mænd fra lande som Indien, Bangladesh, Nepal men også Sudan og vestafrikanske lande kører taxaerne og limousinerne.

Især asiatiske mænd og kvinder besætter jobs på restauranter, i butikker og på hoteller, mange sikkerhedsfolk er ghanesere, og på byggepladserne finder man også samme fordeling af arbejdere fra Afrika og Asien, mens Qatar også tiltrækker arbejdere fra nabolande som Egypten og så europæere, amerikanere og australiere i de attraktive, specialiserede stillinger i mellemstore og større virksomheder.

Qatar er det land i verden med flest mænd i forhold til kvinder. Der er tre mænd for hver kvinde i landet med knap tre millioner, hvoraf det kun er cirka 350.000, lidt over 10 procent, der er qatarske statsborgere.

– Det stykke arbejde, Qatar har udført de seneste par år, er utroligt. Disse seismiske forandringer, som er indført for at beskytte hundredetusinder af arbejdere, med afskaffelsen af kafalasystemet, med indførelsen af minimumsløn, med tiltag for at beskytte [arbejdere] mod varmen, sagde FIFA-præsident Gianni Infantino til FIFA-kongressen i foråret, der blev holdt i Doha Exhibition&Convention Center.

VM-maskotten La'eeb afbilledet på kongrescenteret i det centrale Doha, der nu skal være billetcenter op til og under VM.

På papiret er der da også indført lovgivning, der afskaffer kafalasystemet.

Arbejdsgivere må ikke længere konfiskere pas, slæbe fødderne med lønudbetalingen eller decideret snyde deres arbejdere, man må officielt heller ikke forhindre arbejdere i at skifte job, og alt praktisk som sundhedsforsikring og ordentlige arbejdsforhold skal være på plads.

Problemet er bare, at det ikke stemmer overens med virkeligheden.

Pas bliver ifølge uafhængige organisationer, der opererer i Qatar, stadig konfiskeret, arbejdere bliver stadig snydt for løn eller får ikke løn de dage, de er syge eller må holde pause på grund af arbejdsulykker, forholdene er stadig farlige med tunge løft og eksponering for alt for høje temperaturer og for hårdt, fysisk slid, så folk simpelthen dejser besvimede om.

Tipsbladet har også fået øjenvidneberetninger om disse problemer og brud på lovene, der stadig finder sted her et par måneder før VM.

Hvor mange, der er døde eller er kommet til skade i forbindelse med VM-byggerier og al det infrastrukturarbejde med veje, en ny lufthavn, hoteller, alt det, der skal til for at kunne have op mod 1,5 millioner gæster under VM, det ved ingen, heller ikke Qatars myndigheder.

For ulykker, dødsfald, snyd med lønnen og andre problemer bliver ikke registreret ordentligt.

Menneskeretsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International frygter, at deres forslag om milliardkompensation betalt af Qatar og FIFA til ramte arbejdere og deres familier bliver glemt i VM-begejstringen og aldrig fulgt op, efter VM-trofæet er overrakt en lille uge før jul.

En pæn overflade
Når man er i Qatar, er migrantarbejderne nogen, man måske, og måske ikke, ser, som man ikke hører, og som man slet ikke taler om.

I shoppingcenteret Villaggio ved siden af nationalarenaen Khalifa Stadium får man stukket en sticker til bilen i hånden, når man kommer ind, og en instruktion i, hvor den skal sidde, og hvilket hashtag, man skal oploade et billede af den påklistrede sticker med, hvis man vil vinde VM-billetter.

Under det lyseblå, venetiansk inspirerede loft i Villaggio, der er det samme som tidligere Parken-formand Flemming Østergaard fik installeret i Lalandia Billund efter en tur til Las Vegas, kan man købe tøj fra dyre butikker kendt fra New York og London, i en stor Food Court kan man få alt fra lækre libanesiske gryderetter med lam og grønne ris til snaskede amerikaner-burgere, mens en mand sørger for, at isen på en ishockeybane inde i midten af afdelingen står helt skarpt.

Aften i Souq Waqif.

Dem, der vil have en på papiret lidt mere original oplevelse, kan tage en tur i den for 15 år siden restaurerede Souq Waqif, det oprindelige marked, hvor David Beckham uden for en kryddeributik for nylig skød en PR-video for Qatar som del af sin 10 år lange og 1,3 milliarder kroner dyre aftale med staten Qatar, og hvor det rå, oprindelige look på bygningerne kunne se ud til at være designet af de samme, der har bygget Western-kulisserne i Legoland.

Det er VM-arenaerne, de lækre hoteller med flot udsigt ud over bugten og til andre nye stålgiganter og den lækre, dyre shopping, Qatar vil vise frem sammen med fortællingen om den moderne smeltedigel, hvor mennesker fra størstedelen af verdens lande lever i fred og harmoni på broen mellem Øst og Vest.

Migrantarbejderes forhold, overholdelse af menneskerettighederne og måden, man tilbage i 2010 fik tilkæmpet sig VM-værtskabet, er til gengæld ikke emner, myndighederne og FIFA har lyst til skal fylde.

– Faktum er, at der er sket reformer og lovændringer, men vi hører desværre også til stadighed, at det kniber med at implementere dem i praksis. Man kan sige, at det internationale pres kom alt for sent, hvilket har betydet, at Qatar i mange år sådan set ikke skulle stå skoleret nogle steder. Vi hører desværre også om stærke kræfter internt i Qatar, som synes, man er gået for vidt, og som ønsker at rulle dele af ændringerne tilbage, siger Stanis Elsborg.

– Det bliver derfor interessant at følge udviklingen efter VM, og hvordan for eksempel FIFA, men også, DBU vil handle. De har jo udtalt, at de vil holde øje med om reformerne bliver implementeret og håndhævet fuldt ud efter VM er slut. Hvad angår korruptionsanklagerne og de sager som relaterer sig til tildelingen tilbage i 2010, så er det nærmest forsvundet ud af debatten grundet det store fokus på migrantarbejdernes elendige arbejdsforhold. Det er et held for både FIFA og Qatar. Men vi skal huske at minde os om, at der var fusk involveret dengang den lille, magtfulde gruppe af FIFA-ledere gav VM til Qatar.