Video : Tipsbladet
Generelle

Blæst bagover af Jannik Vestergaard

The Athletic-journalist har aldrig set noget lignende den optur, Jannik Vestergaard har haft i denne sæson.

I sidste sæson lignede Jannik Vestergaard mildest talt en færdig mand i Leicester. Han var dømt helt ude, havde dårligt spillet i et år og måtte i en periode ikke træne med holdkammeraterne på førsteholdet.

Siden er der blevet skiftet ud på trænerposten, og pludselig er den danske landsholdsspiller blevet en af de bærende kræfter hos Leicester, der er på vej tilbage i Premier League.

Og comebacket har blæst Rob Tanner, der dækker Leicester for The Athletic, fuldstændig bagover.

- Janniks historie er en af sæsonens bedste. Jeg tror aldrig, jeg har set så dramatisk en forandring i en spillers status i en klub før. Han er gået fra at få at vide, at han ikke engang kan træne med sine holdkammerater under Brendan Rodgers til at være den centrale figur i cheftræner Enzo Marescas defensive system, siger Rob Tanner og uddyber:

- Den vigtigste del af hans spil er hans afleveringer fremad, hvilket er vigtigt for Marescas system. Han er den, der forsøger at lokke modstandere frem ad banen, og det skaber plads til spillerne foran. Så bryder han linjerne med en fremadrettet aflevering, og Leicester er afsted.

Jannik Vestergaards fremtid er imidlertid uvis. Til sommer udløber hans aftale med Leicester, og klubben har voldsomme økonomiske problemer, som blandt andet har kostet dem et transferforbud. 

- Transferforbuddet forhindrer dem i at forlænge deres nuværende spillere uden tilladelse fra ligaen, og der er i øjeblikket en juridisk tvist mellem klubben og EFL  (English Football League, som afvikler den næstbedste, tredjebedste og fjerdebedste engelske række, red.) samt Premier League over brud og formodede brud på de såkaldte “Profit and Sustainability Rules”, siger Rob Tanner og tilføjer dog:

- Enzo kan rigtig godt lide Jannik, og jeg tror, han vil have ham til at blive, og jeg tror, at Jannik nyder at spille fodbold meget mere nu, så jeg tror, der er en vilje til at fortsætte med at arbejde sammen.

Det er desuden ikke kun i Leicester, at Jannik Vestergaard er tilbage i varmen. Det gælder også på landsholdet, hvor han ellers mistede sin plads, da han ikke spillede i sin engelske klub.