Video : Tipsbladet
Superliga

- Jeg bliver skuffet hvis vi ikke vinder guldet

Fire point i fire slutspilskampe er ikke specielt imponerende, men for FC Midtjyllands målmand Jonas Lössl er der opløftende tegn at hente fra de seneste kampe.

De mistede sejren i de sidste sekunder mod FC København og tabte til Brøndby IF efter at have jagtet udligningen det meste af 2. halvleg sidste søsndag, og inden da havde FC Nordsjælland i første slutspilsrunde vundet 3-2 i Herning.

Så FC Midtjylland skal tydeligvis have gang i både spil og især resultater, da ét point i snit i de sidste seks runder sandsynligvis vil betyde en tredjeplads eller endda fjerdeplads, hvor der slet ikke er Europa-deltagelse.

Omkring begyndelsen af slutspillet talte Tipsbladet med FCM-målmand Jonas Lössl om det kapløb, der ventede forude, og selv om slutspillet ikke er gået, som holdet havde håbet, vil Lössl ikke til at skrue ned for ambitionerne med kun tre point op til Brøndby på førstepladsen.

- Jeg bliver skuffet, hvis vi ikke vinder guldet. Guldet er min drøm, og jeg mener, vi har holdet til det og skal gå efter det. Dermed siger jeg ikke, vi nødvendigvis er de bedste, men vi har muligheden og skal gå efter den, siger Jonas Lössl til Tipsbladet.

- Det kan være, vi står efter sidste runde og er glade, selv om vi ikke vinder guld men i stedet har præsteret flot for at opnå en anden placering. Men lige nu går vi efter guldet, siger Jonas Lössl.

- Efter næste runde er vi halvvejs i slutspillet, og der kan det være spændende i spekulere i, hvad det vil kræve af point at blive mester, hvor Brøndby lige nu ser ud til at skulle have færrest.

Vinder FC Nordsjælland søndag over Brøndby IF og FC København over AGF, mens FCM mandag slår et pokalfinale-fokuseret Silkeborg IF, vil fire hold være inden for tre point fra første- til fjerdepladsen.

Foto: Alamy

Det er et tæt opløb, der tegner sig, og Jonas Lössl er optimist forud for den sidste måned.

- Skal vi være mestre, skal vi have tre point i Silkeborg. Vi har haft det svært der, og det er en udfordrende kamp, men vi skal vinde, hvis vi skal kunne tale med om guldet, siger Jonas Lössl.

- Jeg er optimist, når jeg ser på vores præstationer i de seneste kampe. Det var dårligt i 1. halvleg mod Brøndby i forhold til, at de scorede to mål, men vi dominerede i 2. halvleg. Vi var også oven på i lange perioder mod FCK, og jeg hæfter mig ved, at vi har længere gode perioder i de seneste kampe end tidligere på året. Vi er svære at holde nede, når vi finder de perioder med stor energi, siger Jonas Lössl.

- Det er det, vi skal finde frem i de sidste kampe, og ikke mindst her mod Silkeborg mandag. Vi skal spille det gode spil i lange perioder af kampene, siger Jonas Lössl.

FC Midtjylland kan mandag aften komme et enkelt point efter Brøndby IF på førstepladsen ved at slå Silkeborg.

Jonas Lössl fortalte tidligere på foråret om planerne i FC Midtjylland og de op- og nedture, han har haft, siden han skiftede tilbage til Superliga-klubben i 2021.

Læs det store interview med Jonas Lössl her.