Generelle

Guardiola-effekten slår igennem

Erfaring og titler tæller for tiden mindre end kendskab og passion til en klub, når trænerposten i en storklub skal besættes. Barcelona-træner ”Pep” Guardiola vandt The Treble i sin første sæson som førsteholdstræner, men starter ikke nødvendigvis en trend.

Hvis FC Barcelona-træner ”Pep” Guardiola har svært ved at holde benene på jorden, er det helt forståeligt efter en forrygende sæson, hvor han hele tre gange blev kastet op i luften af sine begejstrede spillere.

Alle som én hyldede de offentligt den bare 38-årige cheftræner, som i sin første sæson nogensinde som førsteholdstræner opnåede den fantastiske treble med det spanske mesterskab, pokaltitlen og Champions League-trofæet.

Nu bliver Guardiola fejret som helten over dem alle og manden bag Barcelonas nye Dream Team, hvilket kun beviser, at folks hukommelse er kort.

For et års tid siden stod Barcelona ved en korsvej. Den catalanske stolthed var sluttet 18 point efter Real Madrid det foregående år. Spillerne var dovne divaer, og disciplinen i omklædningsrummet ikke-eksisterende efter Frank Rijkaards laissez-faire-politik.

Barcelona havde brug for erfaring i stil med det, en José Mourinho, som var fri på markedet, kunne tilbyde. Præsident Joan Laporta overvejede ham som den sikre løsning, men endte i stedet med eksperimentet. ”En mand fra eget hus”, som spanierne kalder det.

El Mundo Deportivo kaldte det galimatias at ansætte så uerfaren en mand og opremsede i stedet, hvordan Barcelonas hold kunne have set ud, og alle de trofæer, de kunne have vundet, med José Mourinho som træner.

”Pep” Guardiolas førsteholdserfaring var bogstavelig talt lig nul. Hans eneste trænererfaring overhovedet var med Barcelonas B-hold, som han førte fra Tercera Division op i Segunda B på en sæson.

Barcelona ind med modermælken
De kritiske røster blev ikke mindre, da Barcelona tabte sæsonens første kamp mod nyoprykkerne Numancia og kun spillede uafgjort i den næste mod Racing Santander.

”Guardiola var verdens værste træner, og hvad så nu? Nu synes de alle, at han er et geni,” udtalte Barcelona-legende Hristo Stoichkov for nylig, da alle trofæerne stod sikkert i skabet.

Præsident Joan Laporta var ikke sen til at tage ejerskab for opfindelsen af træneren ”Pep” Guardiola.

”Mange folk påstår nu, at de har anbefalet os at ansætte ”Pep” som træner, men i virkeligheden forholder det sig omvendt. Alle frarådede mig at ansætte ham, men jeg gik efter en mand af huset,” har Laporta gentagne gange sagt til spanske medier.
Josep Guardiola har været en del af huset, siden han som knægt trådte ind på ungdomsakademiet La Masia for første gang. Da han kom på førsteholdet var han langsom, scorede sjældent mål og mente selv, at havde det ikke været for Johan Cruyff, havde han spillet i tredje division.