Superligaens Klods-Hans har narret Brøndby og de andre
Foto: Rune Pedersen/Polfoto
Generelle

Superligaens Klods-Hans har narret Brøndby og de andre

Superligaen på spidsen: Brøndby og de øvrige store klubber i Superligaen må se misundeligt til SønderjyskE, som de kan lære meget af. Nu venter Europa på Superligaens Klods-Hans.

Kan Brøndby lære noget af SønderjyskE? 
 
Dét spørgsmål stillede vi i en udgave af vores webmagasin ”Suppe på fem minutter” for nogle uger siden. Nu er sæsonen snart forbi, og vi må nu besvare spørgsmålet med et rungende ”JA!” 
 
Efter resultaterne 31. runde i Superligaen står det nu klart, at SønderjyskE med sikkerhed kommer til at slutte højere end Brøndby i dette års Superliga. Det er kun sket to før. Samtidig er SønderjyskE sikre på en plads i top tre og dermed medaljer, mens Brøndby nu skal kæmpe for at indfrie sæsonmålet – og i øvrigt også stramme sig an for at holde fast i top fire, der udløser europæiske billetter. 
 
Det burde ikke kunne lade sig gøre, at SønderjyskE med et af Superligaens mindste budgetter samler flere point end Brøndby, der op til denne sæson har haft lønudgifter, der har været blandt de største i landet. Derfor kan Brøndby lære noget af SønderjyskE. Klubben på vestegnen kan lære noget om hårdt arbejde, om grundig scouting, om fornuftige valg om kontinuitet i trænerstaben. 
 
Ganske vist skiftede SønderjyskE ud på trænerstaben inden denne sæson, men det var et ”planlagt” skifte mellem to sæsoner – og man holdt samtidig fast i nøglepersoner i staben som eksempelvis assistenttræner Peter Enevoldsen og sportschef Hans Jørgen Haysen. Brøndby har haft masser af udskiftning på ledelsesgangen og trænerstaben – senest med Thomas Franks utidige afgang midt i sæsonen. 
 
SønderjyskE er et studie i, hvor langt man kan nå, hvis man har et klart koncept og værdier, som man arbejder efter. Og selvom klubben forlængst har indfriet sæsonmålet om overlevelse og pointrekord, har man arbejdet stålsat videre. Brøndby har senest lanceret en ny strategi for fremtidens Brøndby – den skal man så til at leve efter nu. Vi venter stadig på at se et Brøndby, der efterlever de fine ord om bæredygtighed, ydmyghed und so weiter. I SønderjyskE er armbevægelserne ikke så store – tværtimod har det været spøjst at opleve, hvordan Haderslev-holdet ikke har været meget for at snakke om medaljer, før de var i hus. 
 
Men SønderjyskE's succes er også en lærestreg til de øvrige tophold. Det er pinligt for Brøndby, FC Midtjylland, AaB – og ja, næsten alle de andre Superliga-hold, at den lille klub fra det sydlige Danmark aktuelt er det næstbedste i landet. Det er ren H.C. Andersen, Den Grimme Ælling, Klods-Hans og hvad det ellers hedder. SønderjyskE har narret de andre Superliga-hold, og det er skønt at se, at der også er overraskelser som SønderjyskE og Leicester i en sæson, hvor Europa har været fuld af forudsigelige double-triumfer til FC København, FC Barcelona, Bayern München, Juventus og Paris Saint-Germain. 
 
SønderjyskE er Danmarks Leicester, og det er et bevis på, at de store klubber ikke skal tro, at de er noget. De skal ikke tro, at de kan komme sovende til succesen. Desuden napper SønderjyskE - i tilfælde af en andenplads - den mest attraktive billet til Europa League-kvalifikationen. 
 
Så SønderjyskE er i den position, som de må misunde i Brøndby, Herning og Aalborg – ja, faktisk også i Aarhus, Odense, Esbjerg og Randers. 
 
De kan alle sammen lære noget af de gæve gutter fra Sønderjylland. Det bliver spændende at se, om de har læst på lektien, når næste sæson går i gang.