Tre år efter Ståle Solbakkens comeback: FC Københavns store forvandling

Der findes et billede, der er taget ved en af indgangene til Parken den 21. august 2013. Det er altså et tre år gammelt fotografi. Det er taget i forbindelse med en af de mest afgørende begivenheder i FC Københavns historie. Måske den mest afgørende.

Motivet er simpelt. Det forestiller to mænd, der giver hånd til hinanden i døråbningen til nationalarenaen. Den ene er på vej ind. Den anden er på vej ud. Det sidstnævnte er der bare ingen, der ved, da fotografiet bliver taget.

Den ene af de to mænd er Carsten V. Jensen, der efter Ståle Solbakkens afsked med FC København i 2011 blev kaldt ”ankeret i FC København” som klubbens stærke mand, der skulle sikre kontinuitet og kvalitet efter nordmandens farvel. Den anden mand på billedet er Ståle Solbakken – manden, der i dag er FC Københavns anker.

Det omtalte foto er fra den dag, hvor sidstnævnte vendte tilbage til FC København og begyndte den genrejsning af klubben, der kan kulminere tre år senere med en kvalifikation til Champions Leagues gruppespil på onsdag.

Meget er sket i FC København på de tre år – ikke mindst i organisationen. Det væsentligste handler om Ståle Solbakken selv. I løbet af nordmandens første år i klubben gik han fra at være cheftræner til at blive sidestillet med sportsdirektør Jensen for at ende som enestående øverstansvarlig manager fra foråret 2014. Nu kan både han og FC København plukke frugterne fra lang tids hårdt arbejde.

Nedrivning og opbygning
- Vi havde en klub, som ikke var i den rigtige forfatning. Klubben havde fået ar og sår, der skulle hele.

Sådan sagde Anders Hørsholt for et par uger siden til Canal 9 om FC Københavns forfatning ved Ståle Solbakkens comeback. Med andre ord: Der var nok at tage fat på, og både klub, trup, stab og organisationen er i dag forandret. Og mest er alt er der en forskel på, hvem der nu er klubbens stærke mand.

De tre år efter comebacket til FC København har ikke bare været en spadseretur ned ad den røde løber. Der har været slinger undervejs, og vejen til den tilbagevundne position som dansk fodbolds flagskib har været fuld af udfordringer. Undervejs har Solbakken også været presset. Den dårlige sæsonstart og det heraf følgende kiksede mesterskab i 2014/15-sæsonen var skuffende. Det var også uhørt, at FC København ikke kom i et europæisk gruppespil i sidste sæson.

Det medførte en offentlig ordkamp med dele af klubbens fans, der præsenterede kritiske bannere i nationalarenaen, og i forhold til omgivelserne kunne det kiksede Europa-eventyr kun forsvares med, at selv FCK kan misse et gruppespil efter ni år i træk med kvalifikation. På transfermarkedet har Solbakken også skulle slås med nogle elementer af spillertruppen, som ikke passede ind. Mere om dette senere.

Alt i alt har der været nok at arbejde med for Ståle Solbakken i løbet af de seneste tre år.

Lad os tage staben først, hvor Ståle Solbakken har stået for omrokering og ansættelser på flere nøglepositioner blandt folkene omkring sig. Johan Lange var en væsentlig ansættelse som teknisk direktør. David Cosgrave er kommet til som 'Head of Medical Services'.  Klubben har fået en fuldtidsansat sportspsykolog i Johan Fallby. Og det meget vigtige scoutingapparat er blevet styrket væsentligt, hvilket Solbakken selv påpegede i begyndelsen af sidste sæson.

- Vores scouting er opgraderet med 100 procent. Vi har lavet for mange fejl på transfermarkedet de seneste fire-fem år. Efter jeg er kommet ind, har vi besluttet, at vi skal se spillerne mere live. Vi skal se dem oftere, og vi skal have et større overblik på flere områder, udtalte han til BT for et år siden.

FCK har altså øget sandsynligheden for at ramme plet, når der hentes nye spillere. Netop spillerrekrutteringen – og i det hele taget FC Københavns ageren på transfermarkedet – er nok den væsentligste forandring til det bedre, der er sket for den københavnske klub siden Ståle Solbakkens comeback.

For det første er FC København oppe over 100 millioner kroner i spillerbudget, og kigger man på de indadgående transfers de seneste år, er der også lagt nogle store penge på bordet for at få store spillere til klubben. Sammen med FCK's status som fast del af top to de seneste 10 år har det betydet, at ingen andre danske klubber reelt har kunne være med, når FC København har henvendt sig til unge og lovende spillere som Rasmus Falk, Kasper Kusk og Daniel Amartey, der har skulle finde et nyt sted at spille. Alle tre spillere var på ønskelisten i andre danske klubber i henholdsvis sommeren 2016, 2015 og 2014. Musklerne er bare større i FC København end på andre danske adresser. Og derfor kunne man se et FCK-hold indkøbt for omkring 88 millioner kroner gå på banen mod APOEL i første Champions League-playoff-kamp. 

Men penge er naturligvis ikke alt. Det handler også om at ramme rigtigt – og at bruge pengene rigtigt. Som Solbakken sagde i førnævnte citat var fejlskuddene for mange tidligere. Når man spænder buen hårdt, skal man gerne ramme inden for skiven, og det er oftere gået godt end skidt i løbet af de senere år.

Et afgørende transfervindue var i sommeren 2014, hvor FC København sagde farvel til 14 spillere og hentede 16 ind. Det er i alt 30 handler, hvilket er et voldsomt tal. Men med Solbakkens ord var FC Københavns førsteholdstrup på det tidspunkt ”fuldstændig fejlsammensat af mange forskellige trænere”, og de mange handler var med til at give manageren en ny trup, hvor han havde peget på langt de fleste spillere. For første gang siden sit comeback har Ståle Solbakken denne sommer indledt en sæson med en førsteholdstrup, hvor han har været med til at købe eller forlænge kontrakten med samtlige spillere. Det betyder meget.

Ungdomseliksir i FCK
Det betyder også noget, at truppen er så ung som den er. I sidste sæson spillede FC København i snit med en startopstilling på omkring 25 år – det var det yngste i 20 år. I den første Champions League-kamp mod APOEL var gennemsnitsalderen i startelleveren 24,9 år – det er væsentligt lavere end de hold, der tidligere har sendt FCK i Champions League-gruppespillet. Det har været væsentligt for Ståle Solbakken, hvilket han også fortalte til tipsbladet.dk tidligere på året.

- Det største, vi har gjort, er at vi har forynget holdet med to-tre år i gennemsnit. Det er enormt meget, når man tænker over det. Det er så meget, at det næsten er en ny trup, sagde han i marts.

Det er ikke raketvidenskab at pege på, at mængden af potentielle salgsemner går op, når alderen går ned. Det er også en betydende faktor og ændringen i strategien, der vedrører sammensætningen af FC Københavns trup. Hvor man tidligere så mange aldrende skandinaver komme til FC København (og i nogle tilfælde løfte klubben sportsligt), er det i dag en andre typer spillere med en anden dåbsattest, der kommer til klubben. Der har ikke været meget Olof Mellberg og Daniel Jensen over de seneste mange handler, FCK har foretaget.

Denne sommer har FC København hentet fem spillere, der alle er mellem 22 og 26 år. De er altså i en alder, hvor de både kan præstere på topniveau og samtidig have et videresalgspotentiale, hvilket formentlig er meningen med især Rasmus Falk og Andrija Pavlovic, men måske også med Peter Ankersen og Jan Gregus. De kan alle fire sikre FCK en økonomisk gevinst, hvis de udvikler sig yderligere og videresælges om nogle år.

Som vi har skrevet på tipsbladet.dk tidligere på ugen, er det nu en del af forretningsmodellen, at klubben også skal sælge spillere. Og det må man sige, at klubben har gjort. Siden Ståle Solbakkens comeback er der blevet solgt spillere for over 150 millioner kroner. Det er blot, når man sammenregne de fem store salg af Thomas Delaney, Nicolai Jørgensen, Daniel Amartey, Ragnar Sigurdsson og Igor Vetokele. Hertil kommer en række ”småsalg”, hvilket også er en forandring i forhold til tidligere. Hvor FC København førhen prioriterede at holde på en spiller frem til kontraktudløb, har Ståle Solbakken og kompagni foretrukket at sælge folk som Rurik Gislason, Cristian Bolaños og Claudemir for mindre beløb, så man kunne bygge noget nyt op.

En del af foryngelseskuren i FC København, der endnu ikke er slået helt igennem, er det øgede fokus på klubbens talentafdeling med det noget prætentiøse navn School of Excellence. Man ønsker flere succeshistorier som Thomas Delaney og Andreas Cornelius, men indtil videre er frugterne fra den store investering på området ikke blevet høstet i speciel høj grad. Der skal virkelig et stort talent til for at blive en profil i FC København, og derfor har man også set, at folk som Tobias Christensen, Mikkel Wohlgemuth, Jakob Busk og senest Christoffer Remmer har været nødt til at skifte klub.

Den aktuelle førsteholdstrup har stadig nogle ”KB-børn” som Danny Amankwaa og nyoprykkede Frederik Bay i truppen, men de har endnu ikke gjort en afgørende forskel på førsteholdet gennem en længere periode. Det mangler, men det er på vej – og lige nu tales der meget varmt om den årgang, der suverænt vandt U17-DM tidligere på året og havde fem spillere som en del af det danske landshold ved U17-EM i foråret. Den del af fremtidens FC København er meget spændende.

Hvad med fremtiden?
Men tilbage til førsteholdet. Hvad betyder det for selskabet PARKENS mest eksponerede vare - FC Københavns bedste mandskab – at man øger fokus på unge spillere og at salg af store profiler er en del af forretningsmodellen? Ståle Solbakken kalder nu spillersalg for en del af hverdagen i en skandinavisk fodboldklub, men det må alt andet lige svække FC Københavns konkurrencedygtighed – primært i Europa. Tænk hvis FC København kunne spille hele den kommende sæson med Thomas Delaney. Så kan det være, at Solbakkens tanker om FCK i en Europa League-kvartfinale kunne blive til virkelighed.

Og hvad med næste sommer, når Ludwig Augustinsson bliver solgt? Så skal der køres en ny mand ind, og det er vigtigt, at man igen rammer rigtigt på positionen. Og hvad med kulturen og kendskabet til spillestilen? Nicolai Jørgensen er væk, snart er Thomas Delaney det samme, og i sommeren 2017 har Mathias 'Zanka' Jørgensen også kontraktudløb. Læg hertil den pæne interesse for Erik Johansson, der til den tid har været i FC København i halvandet år og måske har lyst til et nyt eventyr syd eller øst for Danmark.

Det må give nogle bekymringer og usikkerhed hos Ståle Solbakken, hvis tre-fire af hans vigtigste spillere, hvoraf et par stykker af dem er klare ledere på holdet, forsvinder inden for det kommende år. Hvem skal så lede FC København på banen? William Kvist kan ikke gøre det alene, og hvem af sommerens nyindkøb er lige de fødte anførertyper? Det er svært at se Robin Olsen, Rasmus Falk, Andrija Pavlovic eller sågar Peter Ankersen holde dundertaler til holdkammeraterne før det næste Brøndby-derby. Så er der Jan Gregus på den centrale midtbane, men der er heller ikke tradition for slovakiske eller i det hele taget østeuropæiske ledere i FC København.

Det bliver interessant at se, hvordan Ståle Solbakken bevarer det, han anser som det dyrebareste i en fodboldklub: Kulturen.

Det minder mig om noget, Ståle Solbakken sagde til mig i forbindelse med en artikel tidligere på året.

- Det her hold har større potentiale end mange af de hold, der har været her før. Men det er en svær balancegang i forhold til, at vi skal finde nye spillere, fordi nogle af profilerne bliver solgt og er væk. Men nu føler vi, at både jeg, Johan Lange og de andre har god kontrol med truppen. Selvfølgelig ved vi, at der hele tiden kommer udfordringer, fordi vi er en del af skandinavisk fodbold. Man kan ikke styre markedskræfterne – og slet ikke i samme grad som før – for vi må i meget større grad basere noget af driften på at sælge spillere. Sådan er det at leve i skandinavisk fodbold.

Kort fortalt: Truppens potentiale er stort, men han og FC København vil konstant blive mødt af benspænd, når de bedste spillere bliver solgt.

Et FCK uden Ståle Solbakken
Sådan er situationen for Ståle Solbakken tre år efter comebacket. Han har fået FC København på rette kurs. Han har vundet et mesterskab og to pokaltitler, og selvom sæsonen er ung, er han på vej mod endnu et sæt guldmedaljer til FC København. Og vigtigst af alt: Klubben står på tærsklen til Champions League-gruppespillet, og det vil både være er en økonomisk og sportslig gave at komme med i det land, der med klicheens sprog altid bliver omtalt som ”forjættet”.

Vejen hertil har været lang, og det vil være en triumf for Ståle Solbakken at gå ind i sit fjerde gruppespil med FC København. Sidst kom han og klubben hovedkulds direkte ind i det som dansk mester kort efter Solbakkens ankomst, og selvom det blev til fire point, var det ikke et stort aftryk, der blev sat. Denne gang har Solbakken ambitioner om at gøre en forskel i Europa. At markere sig. Det kan også få betydning for ham selv – ikke at jeg tror, at han selv tænker sådan. Men FC Københavns successæson i 2010/11 med en ottendedelsfinale blev jo også et udstillingsvindue for Ståle Solbakken selv, der tog videre til FC Köln og Bundesligaen derefter.

Solbakken kan komme til udlandet igen, hvis FC København leverer godt i europæisk kontekst. Spørgsmålet er om han vil. Og spørgsmålet er, hvordan FC København vil klare en ny afsked med Ståle Solbakken. Nordmandens kontrakt med klubben udløber i sommeren 2018, altså om et år og ni måneder. Bliver den forlænget igen som den gjorde i 2015 eller er Solbakken igen klar til at prøve kræfter med et nyt job uden for Skandinavien? Der er kun lidt over halvandet år til, så det vil være fornuftigt for både Anders Hørsholt og Ståle Solbakken at begynde de indledende snakke inden så længe.

Da Ståle Solbakken sidst forlod FC København, var klubben ikke gearet til det. Nu har den norske manager og resten af organisationen arbejdet på, at et lignende fald ikke kommer til at ske igen. Anders Hørsholt sagde selv til Canal 9 for en uge siden, at klubben i dag står stærkere rustet til en udskiftning på den vigtigste post.

Men jeg kan godt forstå, hvis FCK-direktøren alligevel frygter den dag, hvor Ståle Solbakken ikke er i klubben længere. Det er svært at erstattet Thomas Delaney, men det kan lade sig gøre. Folk som Nicolai Jørgensen og Mathias 'Zanka' er også undværlige. Men hvad med Ståle Solbakken.

Tre år efter han rykkede hånd med Carsten V. Jensen i døråbningen til Parken, er nordmanden FC Københavns største stjerne.

Det er svært at forestille sig den danske mesterklub uden ham.

SE VIDEO HERUNDER: Kan FCK blive et storhold igen?