1. division

EfB: 20 millioner eller klubdød

EfB er i den grad truet på eksistensen. Der skal 20 millioner i kassen inden 1. september - ellers er der dømt lukning

Det er dyrt at rykke ud af Superligaen. Meget dyrt. Det har man også måttet sande i EfB, der i forvejen var økonomisk trængt. EfB-direktør Søren Poulsen forklarede mandag aften en række sponsorer og aktionærer situationens alvor på klubbens generalforsamling.

Senest i 2013 skal regnskabet i klubben give overskud, men inden man kommer så langt, skal der skaffes hele 20 millioner kroner inden 1. september

Og hvis ikke det lader sig gøre, er meldingen klar:

- Så bliver der ikke spillet fodbold herude længere, lyder det fra direktøren i følge Jydskevestkysten.

Ud over de mange penge, der skal skaffes, skal klubbens aktiekapital nedskrives med 50 procent, og samtidig skal laves en udskydelse af tilbage-betalingsfristen på det lån på 15 millioner kroner, som EfB fik i starten af året.

Lykkedes de første alvorlige udfordringer, skal der ydermere skaffes 10 millioner kroner i 2012, samt at klubben meget gerne skal rykke tilbage i Superligaen om et år

Da EfB tidligere i år fik et lån på 15 millioner kroner, hed det sig blandt andet, at der fremover skal sælges spillere hvert år for mindst syv millioner kroner, men det beløb er der nok ingen tvivl om, at EfB meget gerne vil have forhøjet. Efter nedrykningen er det indtil videre blevet til et salg af den hollandske angriber Tim Janssen til FC Midtjylland, men det har næppe kastet mange millioner af sig. Næste salg kan meget vel blive Søren Rieks, der tidligere på sommeren har fået tilladelse til at tale med en udenlandsk klub om en mulig kontrakt.

Mandag præsenterede EfB Viggo Jensen som sportschef, mens sportsdirektør Niels Erik Søndergaard blev degraderet til talentudviklingschef.