Ny Lyngby-træner stolt af sine spillere
1. division

Ny Lyngby-træner stolt af sine spillere

Lyngbys nye cheftræner David Nielsen var opløftet over det spil, som hans hold præsterede i sejren mod HB Køge.

Lyngby tog en smal 1-0-sejr mod HB Køge i sæsonpremieren i den næstbedste danske række.

Hjemmeholdets nye cheftræner David Nielsen kunne se sit hold dominere kampen, og de havde flere gode muligheder for at score. Dog skulle oprykningsfavoritterne bruge et straffespark et kvarter efter pausen, før sejren kom i hus.

Og David Nielsen var tilfreds med de takter, som hans trup viste i den første turneringskamp under hans ledelse.

- Der er jo pres på os, og der er pres på spillerne. De leverer super godt i dag, og jeg er stolt af, at holdet kan gå ud og levere sådan her så tidligt. Man kan jo ikke bare trykke på en knap og sige, at vi skal vinde. Så jeg er rigtig godt tilfreds med måden, som spillerne mentalt håndterer det på, sagde Lyngbys cheftræner til TV3 Sport efter kampen.

Modstanderens cheftræner Henrik Pedersen var til gengæld langtfra tilfreds med, hvad han så fra sit hold.

- Jeg er skuffet. Jeg er mest skuffet over, at jeg ikke kunne genkende mine spillere i dag. Det er ikke en undskyldning, at vi har et ungt hold. Jeg ved ikke, om det er premiere-nerver, eller om de var rystende nervøse, men vi finder aldrig det hold, som plejer at være styrken i den måde, vi spiller på, sagde han til TV-stationen.