Video : Tipsbladet
1. division

Store Horsens-planer: Egho-indkøb er startskuddet

AC Horsens-formand Bill Binnie ser Egho-indkøbet som det første skridt i forud for et spændende transfervindue.

AC Horsens kunne tirsdag præsentere Randers-spilleren Marvin Egho som ny spiller i klubben, når denne sæson er overstået. Noget tyder på, at han ikke er den eneste med Superliga-erfaring, der er på vej.

Klubbens bestyrelsesformand Bill Binnie bemærker på Horsens' hjemmeside, at man er i gang med at tage de næste skridt på at udvikle klubben, og at Egho-skiftet var et stort et af slagsen.

- Vi er klar til at investere massivt i klubben i de kommende år, og tilgangen af Marvin Egho er startskuddet til et spændende transfervindue. Vi har store ambitioner på klubbens vegne, og vi skal have et superligahold, der spiller i NordicBet Ligaen i næste sæson, siger han og fortsætter:

- Det kræver dygtige spillere og etablerede superligaprofiler, og det er spillere på det niveau, der skal forstærke os. Vi glæder os til at præsentere flere spændende spillere for vores fans og samarbejdspartnere, lyder det fra Bill Binnie.

I denne sæson har det ikke været nemt for AC Horsens, som er endt i 1. divisions nedrykningsspil, hvor de lige nu er otte point over stregen, og dermed er de endnu ikke sikre på, at de overhovedet er i den næstbedste række i næste sæson.

Ikke desto mindre har de altså nu sikret sig Egho til angrebet samt Martin Retov som cheftræner. Han ankommer efter denne sæson fra jobbet som assistenttræner i Brøndby, som kæmper med om mesterskabet.

Bill Binnie, der er en del af Carlisle Capital, kom til den østjyske klub 1. november 2023.