Thisted-anfører: Det er en fed historie
1. division

Thisted-anfører: Det er en fed historie

Thisted FC har Superliga-kurs med otte kampe som ubesejret i NordicBet Ligaen.

For mindre en et halvt år stod den på 2. division i Thisted, og på det tidspunkt havde de færreste nok haft de helt store Superliga-drømme. 

Men nu - over en tredjedel inde i sæsonen i NordicBet Ligaen - ser billedet formentlig helt anderledes ud. Thisted FC tog skridtet op i landets næst bedste række med en mission for øje, der i første omgang gik ud på, at klare frisag i forhold til nedrykning. 

Men efter søndagens uafgjorte kamp mod Brabrand er der nu 18 point ned til nedrykningsstregen. Hvad der er endnu sjovere er, at Thisted fører ligaen med tre point ned til Vejle Boldklub og fire til Vendsyssel FF.

Endnu er der ikke mange, der tør pege på Superliga-oprykning som et realistisk mål, men en stime på otte kampe i træk uden nederlag vidner om et hold, der fungerer som en stærk enhed og som modstanderne har svært ved at nedlægge. 

I Thisted FC er det da også en ren nydelse at se på tabellen. 

- Det er skønt. Jeg er sindssygt glad for det. Og gutterne er også sindssygt glade for det. Det er en fed historie, vi har gang i, siger anfører Allan Høvenhoff til nordjyske.dk

Thisted har endnu en hjemmekamp i sigte i den kommende runde, når Nykøbing FC - der ligger nummer 10 i tabellen - kommer på besøg.