Video : Tipsbladet
Premier League

Står foran kæmpe lønnedgang i Man Utd

Erik ten Hag og flere Manchester United-spillere står foran en massiv lønnedgang.

Erik ten Hag har ikke haft ret meget at smile af i denne sæson, og noget tyder på, at Manchester United-managerens vej til banken også kan blive lidt mere anstrengt fremadrettet.

Uden at hollænderen dog er decideret i fare for at gå sulten i seng....

Ifølge ESPN må Erik ten Hag sluge en lønnedgang i Manchester United, hvis han ikke formår at kvalificere "De Røde Djævle" til Champions League i næste sæson - med fem Premier League-kampe tilbage ser det umådelig svært ud at opnå for storklubben. 

Erik ten Hag står angiveligt til en lønnedgang på 25 procent, hvis Manchester United misser deltagelsen i verdens fornemste klubturnering, og det samme gælder i øvrigt flere spillere i klubben.

For Erik ten Hag betyder det konkret, at hollænderen går fra en årsløn på godt 75 millioner kroner til 58 millioner. 

Manchester United vandt onsdag 4-2 over Sheffield United, men har i skrivende stund 13 point op til Aston Villa på fjerdepladsen, som giver adgang til Champions League efter sommerferien. 

Det ligner en næsten umulig opgave, og dermed kan Erik ten Hag godt indstille sig på at gå ned i løn - hvis han vel at mærke for lov at fortsætte som Manchester United-manager.