Vejle bekræfter: Nu er vi reddet
Illustration
1. division

Vejle bekræfter: Nu er vi reddet

Den truende konkurs er væk: Vejle Boldklub har fået de sidste løse ender på plads, og klubben er nu reddet.

Det har været ængstelige tider i Vejle Boldklub, efter klubben tilbage i september meldte ud, at der manglede kapital, og at klubben ville dreje nøglen, hvis ikke der kunne findes nok kapital. Men klubben fandt pengene og har siden arbejdet på blandt andet at generhverve transferrettigheder, før klubben ville melde ud, om overlevelsen var sikker.

Men det er den nu. Vejle Boldklub har fået de sidste løse ender på plads, bekræfter klubben i en pressemeddelelse. Nu begynder arbejdet med at få indkaldt til ekstraordinær generalforsamlingm der forventes at blive afholdt den 3. november med det formål, at der kan tegnes A-aktier. Ligeledes indstiller klubben flere navne til bestyrelsen, heriblandt klublegenden Gert Eg, samt den nuværende bestyrelsesformand Lars Skou.

- Vi har nu skabt et stærkt fundament for VB i fremtiden, og nu skal dette udmønte sig i, at selskabet viderefører sin målsætning om på sigt at have topfodbold i regionen samt få knyttet stærke bånd mellem moderselskab og elite og derigennem løfte i flok, udtaler Lars Skou i pressemeddelelsen.