Ajax vil undersøge Boilesens hjerne
Illustration
Benelux

Ajax vil undersøge Boilesens hjerne

Ajax tager Nicolai Boilesens hjernerystelse alvorligt, og den hollandske mesterklub vil undersøge den danske backs hjerne for at være helt sikker på, at han er klar til at spille i næste uge.

Tirsdag venter en af sæsonens helt store oplevelser, når Ajax skal en tur til FC Barcelona for at møde Lionel Messi, Neymar og alle de andre. Lasse Schöne er formentlig med, men Nicolai Boilesens deltagelse i kampen afhænger af en undersøgelse. Den danske venstreback fik en clearing fra Daniel Agger lige i hovedet. Fra kort afstand tyrede Agger bolden lige i hovedet på Boilesen, der måtte udgå af kampen med en hjernerystelse.

Boilesen bliver ikke klar til Ajax' opgør mod Twente lørdag, men der er stadig chancer for, at han kan spille mod FC Barcelona. Det afhænger dog af en skanning, for Ajax vil ikke tage chancer med Nicolai Boilesen. Før hver sæson skanner Ajax alle spilleres hjerner, og nu bliver Boilesens skannet en gang til for at sammenligne med skanningen før sæsonen. Det skal gerne vise, om Boilesen er helt klar til at spille.

- I begyndelsen af året får alle Ajax-spillere en neurologisk undersøgelse, og den skal Nicolai igennem igen nu, så lægen kan se, om hjerneaktiviteten er den samme. Hvis der er forskelle i hjerneaktiviteten, vil vi se på, hvad der er klogt at gøre. Mod Twente er Nicolai ude, men han kan forhåbentlig fokusere på Barcelona, siger Frank de Boer ifølge De Telegraaf.

Den danske back er fortsat i Danmark, men rejser til Amsterdam og Holland enten fredag eller lørdag for at få lavet undersøgelsen. Frank de Boer er naturligvis ked af, at Nicolai Boilesen ikke er i stand til at spille, men han påpeger også, at Boilesen har spillet mange kampe og tidligere har haft en skadeshistorik, så måske det ikke er så slemt for kroppen at sidde ude lidt.