Rusland er uaktuelt for Andreas Bjelland
Illustration
Benelux

Rusland er uaktuelt for Andreas Bjelland

Andreas Bjelland kommer ikke til CSKA Moskva, slår spillerens agent fast. 

Andreas Bjelland skifter næppe til russisk fodbold i dette transfervindue. 

I weekenden kom det ellers frem, at den russiske storklub CSKA Moskva har haft kig på den danske forsvarsspiller i Twente, men spillerens agent Michael Stensgaard fra firmaet People in Sport afviser nu, at et skifte kan komme på tale. 

- Det ligger ikke lige i kortene, at Andreas Bjelland skal til Rusland. Det kan jeg vist godt sige, lyder det fra Michael Stensgaard til tipsbladet.dk. 

Andreas Bjelland har fået godt med spilletid for Twente i denne sæson, og spilleren regner med at fortsætte ad samme spor i den hollandske klub. 

- Han fik ødelagt en stor del af sidste sæson af en brækket fod, men han kom godt igen efter sommerferien. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men lige nu er Andreas meget tilfreds, hvor han er, og han har fokus på at spille med Twente i toppen af Æresdivisionen, siger Michael Stensgaard. 

Twente ligger aktuelt på tredjepladsen i den hollandske liga med bare tre point op til Ajax på førstepladsen, og det er altså udsigten til en spændende mesterskabskamp i det hollandske, der får Andreas Bjelland til at blive i Twente. 

Her har han kontrakt frem til sommeren 2016, og der er således ikke noget, der tyder på, at et klubskifte fra Twente til CSKA Moskva kommer på tale for Andreas Bjelland i denne omgang.