Video : Tipsbladet
Benelux

Schmeichel dybt imponeret: Er du virkelig 19 år?

Kasper Schmeichel er blæst bagover af Anderlecht-talent.

Zeno Debast er én af de mest lovende midtstoppere i europæisk fodbold, og hver gang, det belgiske landshold udtages, er Anderlecht-spilleren blandt landstrænerens udvalgte.

På klubholdet har 20-årige Zeno Debast spillet tæt på samtlige minutter i denne sæson, og i Anderlecht er belgierens fornemste opgave at sikre, at Kasper Schmeichel har så lidt som muligt at lave lige bag ham.

Den opgave løser stortalent nærmest til perfektion, fastslår den danske landsholdsmålmand, der er dybt imponeret over sin unge holdkammerat.

- Zeno Debast spiller lige foran mig, og hvor gammel er han? 19 eller 20? Jeg spurgte ham efter en kamp, om han virkelig var sikker på, at han kun var 19 år, fortæller Schmeichel til RSCA-podcast om midtstopperen, der kort efter danskerens bemærkning fyldte 20.

Ifølge Kasper Schmeichel fører Zeno Debast sig frem med et overskud, der er sjælden for en midtstopper i så ung en alder.

- Jeg tænker ikke kun på, hvor god han er, men også den modenhed, Debast viser i omklædningsrummet - det lederskab, han har, er ufatteligt. Der er ingen græse for, hvor langt han kan nå, hvis han bevarer ydmygheden og præstationsniveauet, lyder det fra Anderlecht-keeperen.

Zeno Debast debuterede allerede for Anderlecht som 17-årig, og han nærmer sig med hastige skridt 100 optrædener for den belgiske storklub, med hvem han har kontrakt frem til sommeren 2025.

Anderlecht er på andenpladsen i den belgiske liga - otte point efter topholdet Union St. Gilloise.