Bundesliga

Christiansen venter på Guardiola

Thomas Christiansen håber, at han snart bliver tilbudt assistenttræner-jobbet i Bayern München.

Thomas Christiansen er en af de varmeste kandidater til jobbet som assistenttræner, når Josep Guardiola overtager ansvaret i Bayern München efter sommerferien. Christiansen kender Guardiola fra deres fælles fortid i Barcelona, og samtidig har den dansk/spanske Christiansen også en fortid som spiller i den tyske Bundesliga.

Det er de ting, der allerede har fået mediet TZ til at skrive, at en aftale mellem Bayern og Thomas Christiansen skulle være på plads. Sådan er det dog ikke helt endnu.

- Desværre har jeg ikke hørt fra hverken Guardiola eller Bayern München endnu. Når det så er sagt, er det et meget attraktivt job, som en hvilken som helst træner, der kender Guardiolas karriere og Bayern Münchens bedrifter, ikke ville sige nej til. Så jeg håber da, at jeg får tilbuddet, siger Thomas Christiansen til BT og fortsætter:

- Han er en mand, alle trænere ser op til. For godt nok havde han både midlerne og spillerne til at præstere i Barcelona, men at han formåede at sætte spillerne op til at vinde titler flere år i træk, er imponerende, siger han.

Det forventes, at tyskerne snart sætter navn på spanierens assistenter.