Bundesliga

Jürgen Klopp til Leon: Jeg er så stolt

Dortmunds mestertræner Jürgen Klopp er lykkelig over at overvære Leon Andreasens fantastiske comeback.

Det er ikke kun herhjemme, der er blevet lagt mærke til Leon Andreasens fantastiske comeback efter flere års skadeshelvede. Det har man også i Tyskland, hvor danskeren til dagligt tørner ud for Hannover 96.

I går var Leon Andreasen gæst i TV-stationen ZDF's sportsmagasin Das aktuelle sportstudio, og her blev han overrasket af en hilsen fra Borussia Dortmunds succestræner Jürgen Klopp, der tidligere har trænet midtbanespilleren i Mainz.

- Endelig kan jeg sige noget om dit utrolige comeback. Du kan ikke forestille dig, hvor stolt jeg er. Men det er ikke så vigtigt, at jeg er stolt - men det, du har været igennem. Du er kommet gennem den hårdeste tid, man kan forestille sig som professionel fodboldspiller, lød det ifølge ekstrabladet.dk fra Klopp, der fortsatte:

- Alle, der har arbejdet sammen med dig, ved, hvilken 'granat' du er, og hvor meget du har fortjent dette "årets comeback".

Leon Andreasen har siden sit comeback scoret en lang række mål for Hannover 96, og senest i går kom han på måltavlen, da han og holdkammeraterne vandt 3-2 over Werder Bremen.