Bundesliga

Mainz klar til at tage Duncan tilbage

Mainz er klar til at byde Morten "Duncan" Rasmussen velkommen tilbage, selv om det ikke bliver med åbne arme.

Morten "Duncan" Rasmussen står i noget af en prekær situation. Hans ejerklub Celtic ser ud til at have forpurret hans klubskifte fra Mainz til AaB. Det betyder reelt, at han lige nu ikke har noget sted at spille.

AaB skulle overtage Mainz' lejekontrakt med danskeren, men hvis transferen til Superligaens bundhold ikke går i gennem, så står Mainz klar til at tage ham tilbage, selv om det ikke blive med åbne arme. For "Duncan" passer stadig ikke ind i Mainz' system, og han vil ikke komme på holdet.

- Vi, Mainz 05, kunne nu bare sige: Det der har vi ikke noget med at gøre, men det gør vi selvfølgelig ikke, siger Christian Heidel til

Allgemeine Zeitung

, der skriver, at Heidel
bekræfter, at der har været interesse fra Rusland, Norge og Sverige,
hvor transfervinduet stadig er åbent.

LÆS OGSÅ: Duncan-sagen afgøres nu

- Et skifte er derfor stadig muligt, siger Heidel og lader forstå, at Mainz helst vil af med ham.

Christian Heidel har prøvet at hjælpe "Duncan" og AaB med at få skubbet handlen igennem ved at prøve at påvirke det tyske fodboldforbund, men det er Celtic, der tilsyneladende har lavet fejlen, og det irriterer Heidel.

- Faktisk kunne intet gå galt. Alt var klar, mellem spilleren og mellem klubberne. Alle tallene var på bordet, det var barnemad, men det har skotterne åbenbart ikke fattet, siger Mainz' sportsdirektør Christian Heidel.

I weekenden blev Mainz' eneste angriber, der minder bare lidt om Morten "Duncan" Rasmussen skadet. Adam Szalai måtte udgå af kampen mod Kaiserslautern med en korsbåndsskade, der holder ham ude resten af sæsonen. Men Mainz vil hellere bruge 19-årige Petar Sliskovic, der lige er rykket op fra andetholdet, sammen med offensivspillere som André Schürrle, Andreas Ivanschitz, Sami Allagui og Lewis Holtby.