Nicklas Bendtner færdig i Wolfsburg
Bundesliga

Nicklas Bendtner færdig i Wolfsburg

Nicklas Bendtner har ingen fremtid i Wolfsburg, der vil sælge danskeren efter sæsonen.

Nicklas Bendtner kan meget vel være fortid i Wolfsburg, hvor han i de seneste to kampe slet ikke har været udtaget til truppen.
 
Selv om det ikke er mere end to uger siden, at sportsdirektør Klaus Allofs understregede, at han regnede med den danske angriber i den kommende sæson, har tingene udviklet sig siden. 
 
Wolfsburg har hentet angriberen Max Kruse i Borussia Mönchengladbach for omkring 100 millioner kroner, og efter en sæson, hvor Bendtner igen flere gange har gjort sig uheldigt bemærket i klubben, er der ikke meget, der tyder på, at danskeren har en fremtid i klubben - på trods af, at der endnu er to år tilbage af kontrakten.
 
Eb.dk erfarer, at Wolfsburg vil af med Bendtner, der kom på en fri transfer i sommer. 
 
Det er ventet, at der efter sæsonens sidste kamp  - pokalfinalen 30. maj - kommer en officiel udmelding om Nicklas Bendtners fremtid. Der bliver ikke tale om, at ophæve kontrakten, så der skal penge på bordet for danskeren, der har scoret fem gange i sine 18 kampe i sæsonen, men forlængst har fået status som et fejlindkøb i Bundesliga-klubben. 
 
Nicklas Bendtner har tidligere været sat i forbindelse med et skifte til FC København, og da Superliga-klubben har erklæret, at der skal hentes en angriber, vil den vinkel uden tvivl igen blive et tema hen over sommeren.