Video : Tipsbladet
Bundesliga

Nu sker der noget: Liverpool har kontaktet Alonso

Liverpool rører nu på sig i bestræbelserne på at kapre Bayer Leverkusens succestræner, Xabi Alonso.

Xabi Alonso bliver en populær mand på markedet til sommer.

Den spanske succestræner har taget fodboldeuropa med storm i denne sæson, hvor han med sit Bayer Leverkusen-mandskab fører Bundesligaen med hele otte point ned til Bayern München.

Det er da heller ikke gået ubemærket hen hos nogle af de allerstørste klubber i Europa. Især Liverpool og netop Bayern München har været nævnt som topbejlere til Alonsos underskrift, hvilket også giver ganske god mening, da begge klubber står uden træner til sommer. 

Nu har Liverpool så taget første skridt i tvekampen med de tyske giganter. I hvert fald mener journalist på tyske BILD Christian Falk, at englænderne har taget kontakt til Xabi Alonsos agent, Inaki Ibanez, og at Bayer Leverkusen er blevet informeret om dette.

Leverkusen føler sig angiveligt overbevist om, at Alonso vil afvise tilbuddet fra Liverpool, og det samme gør Bayern München, der ligeledes lurer i kulissen. 

Xabi Alonso har dog ikke nødvendigvis travlt med at komme væk, da hans kontrakt med Leverkusen først udløber i sommeren 2026. 

Bayer Leverkusen er det eneste hold i de såkaldte "top-5-ligaer", der fortsat ikke har tabt en eneste ligakamp i denne sæson. 

Loading Poll...