Vestergaard: Ikke et let farvel
Polfoto/Michael Probst
Bundesliga

Vestergaard: Ikke et let farvel

Jannik Vestergaard kalder det et vemodigt farvel med Hoffenheim. Han skal i fremtiden tørne ud for Werder Bremen.

Mandag eftermiddag kunne man i den tyske avis Kicker læse, at Jannik Vestergaard var røget en smule ud i kulden i Hoffenheim, og at den tyske klub i kulissen arbejdede på at få den danske forsvarsspiller afskibet. I dag tirsdag, mindre end 24 timer efter artiklen i den tyske avis, kan Jannik Vestergaard kalde sig Werder Bremen-spiller.

Den tidligere Brøndby-spiller er blevet solgt til Hoffenheims Bundesliga-rivaler og har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2018. Jannik Vestergaard fastslår, at det er et vemodigt farvel til klubben, han har repræsenteret siden 2010.

- Det er ikke en afsked, der falder mig let. Jeg har meget at takke Hoffenheim for, og jeg har haft nogle spændende år i klubben, siger Jannik Vestergaard til Hoffenheims hjemmeside.

Klubbens sportsdirektør Alexander Rosen takker danskeren for sin indsats i blåt og hvidt.

- Jannik har taget et vigtigt skridt i sin karriere her i klubben. Han har taget skridtet fra ungdomsspiller til landsholdsspiller, siger han.

Jannik Vestergaard nåede at spille 71 Bundesliga-kampe for Hoffenheim.