Vraget Kvist indforstået med bænkplads
Illustration
Bundesliga

Vraget Kvist indforstået med bænkplads

Stuttgart-træner Thomas Schneider har sendt William Kvist på bænken i de sidste par kampe, og danskeren accepterer trænerens beslutning.

Efter en forfærdelig periode i Stuttgart under den tidligere træner Bruno Labbadia så William Kvist endelig ud til at være inde i varmen igen i den tyske Bundesliga-klub. Men i de seneste par kampe har den danske landsholdsspiller set til fra henholdsvis bænken og tribunen. I kampen mod Hannover fik den midtbanespilleren således kun ti minutter på banen, mens han senest mod Wolfsburg var helt ude af truppen. 

Årsagen skal findes i et par sløje præstationer efter landskampspausen, som tvang træner Schneider til at reagere. En disposition, som William Kvist accepterer.

- I modsætning til tidligere er der intet dramatik i det. De to kampe, vi spillede efter landskampspausen, var helt forfærdelige. Vi tabte klart og fortjent til Schalke og Borussia Mönchen-Gladbach, og træneren blev nødt til at reagere. Han satte mig og tre andre på bænken til Hannover-kampen. Den kamp vandt de så, og så er det klart, at han giver genvalg til det hold. Det er en helt forståelig reaktion, og jeg har haft en fin snak med træneren om det, siger William Kvist til Ekstra Bladet. 

William Kvist afviser samtidig rygterne om, at han er på vej væk fra Stuttgart i det kommende transfervindue.  

- Medierne er hurtige på aftrækkeren med at sætte folk på salgslisten, lige så snart de er ude af holdet. Det gælder i alle klubber hernede, at en bænket spiller straks får et til salg-skilt i nakken, lyder det fra Kvist.

Stuttgart skulle have mødt Bayern München i den kommende runde, men da de tyske mestre spiller VM for klubhold, er den kamp udsat, og dermed er der allerede nu juleferie til Kvist og co.