Bundesliga

William Kvist på rundens hold i Tyskland

William Kvist leverede en imponerende indsats i premieren mod Schalke og blev samtidig udtaget til rundens hold.

Søndag lykkedes William Kvist og hans nye klub VfB Stuttgart med en åbningssejr i den tyske Bundesliga over Schalke 04. Men resultatet på 3-0 var ikke den tidligere FCK-kaptajns eneste succes.

Danskeren kom således også på rundens hold i fodboldmagasinet Kicker.

- Kvist ryddede godt op, sagde Stuttgarts Cacau efter kampen til kicker.de

Midtbanespilleren skiftede for at opleve suset som hver runde i Bundesligaen bydder på.

- Det var en fantastisk oplevelse med 60.000 tilskuere på vores nye stadion og en perfekt sæsonpremiere for os. Hele byen kogte fra morgenstunden, og folk gik fra centrum til stadion iklædt røde og hvide trøjer, fortæller William Kvist til DR Sporten.

Taktisk eller spillemæssigt kan William Kvist dog også godt mærke en markant forskel i forhold til sin tid i FC København.

- Det har været en hård optakt - rigtig tysk, men det er gået godt, selv om holdet spiller meget anderledes, end jeg har været vant til i FC København, hvor det hele var en del mere struktureret. Det her går en del hurtigere frem og tilbage, og der er meget længere mellem kæderne, lyder det fra 26-årige William Kvist.

VfB Stuttgart og William Kvist møder i næste runde Borrussia Mönchengladbach, der lagde ud med en sejr på Allianz-Arena mod Bayern München.