Bundesliga

Zidan kom op på top-5

Dansk-egypteren har scoret 40 ligamål og er dermed en af de bedste danske angrebs-eksporter til Bundesligaen.

Mohamed Zidan er i gang med sin vel nok bedste sæson i Bundesligaen siden han for fem år siden forlod FC Midtjylland og dansk fodbold. Og nu kan dansk-egypteren også kalde sig en af de bedste angrebs-eksporter nordfra.

I Borussia Dortmunds 4-1 sejr i Bochum kom Zidan en enkelt gang på måltavlen, og han er nu oppe på seks sæsontræffere. I alt står han noteret for 40 mål i Bundesligaen, og det overgås kun af fire danske spillere, hvoraf en enkelt, Henning Jensen, på det tidspunkt endnu ikke havde spillet i den bedste danske række.

Flest danskermål tegner Allan Simonsen sig for. Han nettede 76 gange for Mönchengladbach, mens Ebbe Sand leverede 74 pletskud for Schalke 04. For HSV og Werder Bremen scorede Ole Bjørnmose 52 mål, mens Simonsens holdkammerat Henning Jensen som firer på listen nåede op på 44 mål.

Zidan deler femtepladsen med Werder Bremens Per Røntved og dennes 40 mål. Lige efter følger Zidan-forgængeren i Dortmund, Flemming Povlsen. Han sluttede på 39 træffere i den sort-gule trøje.

Læs også: Zidan var opvasker i Danmark