Bayern: Robben ude resten af sæsonen
Foto: Mathias Schrader/Polfoto
Champions League

Bayern: Robben ude resten af sæsonen

Bayern München oplyser nu, at Arjen Robben ikke kommer i kamp mere i denne sæson. Robert Lewandowski misser sandsynligvis begge klubbens kampe i Champions League-semifinalerne.

Som tipsbladet.dk har omtalt tidligere onsdag, må Bayern München undvære to af klubbens store profiler i de to kommende Champions League-brag mod FC Barcelona. 

Nu bekræfter Bayern München på klubbens website, at både Arjen Robben og Robert Lewandowski kommer til at gå glip af de vigtige kampe. 

Arjen Robben pådrog sig en skade efter bare 14 minutter på banen i tirsdagens pokalkamp mod Borussia Dortmund, og det ligger nu fast, at han er ude for resten af sæsonen. 

Det ser heller ikke godt ud for angriberen Robert Lewandowski, der efter et sammenstød med Dortmunds målmand har pådraget sig en hjernerystelse, en brækket næse og et brækket kindben. Dermed ser det ud til, at Lewandoski ikke bliver klar til nogen af de to semifinale-kampe mod FC Barcelona. 

Første semifinalekamp mellem Bayern München og FC Barcelona spilles på onsdag i Barcelona. Returkampen i München spilles den 12. maj.