Wenger antyder CL-bænkplads for Cech
Foto: Darko Bandic/Polfoto
Champions League

Wenger antyder CL-bænkplads for Cech

Arsenal-manager Arséne Wenger kommer muligvis til at sende Petr Cech på bænken i aftenens Champions League-opgør mod Olympiakos.

Da Arsenal for to uger åbnede Champions League-sæsonen med et nederlag til Dinamo i Zagreb, var det med målmandsreserven David Ospina i kassen. Noget tyder på, at colombianeren får chancen igen tirsdag aften, når The Gunners tager i mod Olympiakos.

Manager Arséne Wenger vil ikke sige det lige ud, men han påpeger, at Ospina skal spille nogle kampe og antyder, at den 27-årige keeper får chancen igen i aften. 

- Jeg vil give Ospina kampe, og jeg synes, han er en topklassemålmand, men det betyder ikke, at han spiller (mod Olympiakos, red.). Det ser vi fra kamp til kamp, og der kan komme forskellige beslutninger. Jeg er heldig at have to målmænd af denne kvalitet. Han er meget yngre end Petr Cech (27 og 33 år, red.), så han skal nok få kampe på topniveau, bare rolig, siger Wenger ifølge engelske medier.

Franskmanden bekræftede desuden, at de rutinerede midtbanefolk Mikel Arteta og Mathieu Flamini sidder over, mens han vil overveje, hvor meget Francis Coquelin og Aaron Ramsey skal spille.