Landshold

Sort uheld dræber Ølstykke

Ølstykke FC ender formentlig med at trække stikket efter DBU-lodtrækning.

Mandag foretog DBU en lodtrækning om, hvilket hold fra den nuværende 2. division Øst, som i næste sæson skal spille i 2. division vest.

17 hold var med i puljen, men det var Ølstykke, som blev trukket ud, og med udsigten til ekstra rejseudgifter og manglende indtjening ved hjemmekampene i form af entré-indtægter og salg af øl og pølser, regner den i forvejen økonomisk trængte klub ikke med at kunne fortsætte som divisionshold.

Læs også: Ølstykke smider kontrakterne

Derfor kan Ølstykke eller FC Egedal, som klubben hedder efter sommerferien, blive rykket ned i Sjællandsserien.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har økonomiske problemer og er ved at give licensen tilbage til amatørerne, siger Ølstykke FC's formand, Peter Nørris Dalsgaard til Frederiksborg Amtsavis.

- Så der er en plads i vest-rækken en økonomisk belastning, som vi ikke har kalkuleret med, og så er jeg bange for, at det løber løbsk. Så for at beskytte bredden i forhold til et enkelt elitehold, vil vi nok trække holdet.

Det er Brabrands sejr over B93 i kvalifikationskampen om oprykning til 1. division, der har vredet balancen i den kommende 2. division og gjorde en lodtrækning nødvendig.

Formanden vurderer, at FC Egedal vil miste omkring 3-400.000 kroner i indtjening som følge af flytningen til vest-divisionen.

- Jeg havde da set frem til et par gode kampe mod Stenløse. Mod dem havde vi 1100 tilskuere, mens der var 150 mod Glostrup.

- Det er en kæmpe forskel, og kampdagene i 2. division betyder utrolig meget for en klubs økonomi. Hvis de indtægter falder, fordi Blokhus ikke tager nogen tilskuere med, så får vi svært ved at få enderne til at nå sammen, siger Peter Nørris Dalsgaard.

Et andet aspekt går på, at FC Egedal som følge af en mere end stram økonomi har valgt at droppe licenserne til at skrive kontrakt og derfor under alle omstændigheder vil være en ren amatørklub i den kommende sæson.

De mange timelange ture til Jylland vil alt andet lige gøre det sværere for FC Egedal at skaffe amatørspillere, der er indstillet så mange ture uden en form for betaling, hvilket kan gøre klubben langt mindre attraktiv at spille for.

Det kommende FC Egedal har dog stadig et håb at klamre sig til. Hvis Frem bliver erklæret konkurs og dermed tvangsnedrykkes, vil Lolland Falster Alliancen forblive i 1. division og dermed overlade pladsen i 2. division Øst til FC Egedal.

Den sag vil blive afgjort 1. juli, hvor Frem har fået sat en deadline for konkurssagen af DBU.

Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren. Bestem selv dit abonnement her.