Tipsbladet og mange andre medier har i årevis givet både karakterer og bedømmelser af spillere og trænere, men den slags duer journalister overhovedet ikke til. Det mener den danske Sparta Prag-cheftræner Brian Priske.
Det fortæller han i et interview med tjekkiske Footballclub.cz, hvor han blev spurgt til, hvorvidt han følger med i vurderingerne i medierne.
- Slet ikke. Det er noget bullshit. Når en eller to journalister vurderer dusinvis af spillere, går det aldrig godt. Det er helt subjektivt, og jeg har ikke tænkt mig at spilde tid på det, siger han og forstætter:
- Generelt bruger jeg minimal tid på at følge, hvad der skrives om os. Måske irriterer jeg nogle journalister og fodboldeksperter, men jeg mener virkelig ikke, de forstår noget om fodbold, lyder det fra Priske.
Derudover peger han på, at det ikke kvalificerer nogen til at være ekspert, fordi man har spillet fodbold for ti eller femten år siden.
- Jeg værdsætter folk med en universitetsuddannelse, der skriver doktorafhandlinger om fodbold. Men folk foretrækker at lytte til influencere frem for akademikere. Og det skader hele fodbolden. Derfor læser jeg helst ikke medierne, fastslår den tidligere FC Midtjylland-cheftræner.
Brian Priske slår desuden fast, at spillerne heller ikke har brug for nogen, der ikke forstår noget om fodbold, der fortæller dem, hvad de gør er forkert og hvad de kan gøre bedre.
- Det var det samme i Danmark og Belgien, forklarer Sparta Prag-træneren.
Selv har Brian Priske senest taget skylden for en fejl af sin målmand. Læs mere om det her.