Den sorte sommer: Danmarks europæiske mareridt

 

 

 

Dengang i sommeren 2004 var FC Københavns næste store skridt at komme i Champions League. Først Roy Hodgson og siden Hans Backe havde sørget for, at fusionsklubben fra hovedstaden endelig var blevet den storklub, den fra starten var tiltænkt som, ved at vinde tre af de seneste fire mesterskaber, og Flemming Østergaard havde med ambitiøse investeringer i blandt andet Parken og Lalandia sørget for, at økonomien var på et uhørt højt niveau for en dansk fodboldklub. Men i Europa manglede gennembruddet. Ja, der havde været store øjeblikke, for eksempel Niclas Jensens sejrsmål på Amsterdam Arena tre år forinden, men den endelige blåstempling af projektet, deltagelse i Champions League som først AaB og siden Brøndby var nået frem til i halvfemserne, manglede endnu.

 

Det havde ellers været lige ved og næsten. I 2001 havde FCK slået Lazio i Parken via et energimål af Heine Fernandez, inden det gik galt i Rom, og i 2003 skulle der et sent sejrsmål fra Rangers' Shota Arveladze til at sende københavnerne ud.

 

"FC København havde en ambition om at komme ud i Europa og gøre sig gældende. Det var noget, der blev brugt kræfter på, og efter at være tæt på mod Lazio og Rangers ville man gerne have foden indenfor i det forjættede land, for man vidste, hvad det kunne føre med sig," fortæller den daværende FCK-spiller Hjalte Nørregaard.

Og nu skulle det altså være. Allerede da FC København et par måneder forinden havde vundet Superligaen på Farum Park, havde Flemming Østergaard fortalt, at den kommende sæson handlede om Europa, og sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm tog emnet op i et Tipsbladet-interview før sæsonstart.

 

"Senest så vi FC Porto vinde Champions League. Dermed er det også legitimt at have drømme og ambitioner, men det kommer altså ikke lige fra den ene dag til den anden," sagde Holmstrøm.

 

"Så I drømmer helt konkret om at vinde Champions League i FC København?" ville Tipsbladet vide.

 

"Jeg vil sige det sådan, at foreløbig arbejder vi for at realisere drømmen om i det hele taget at deltage."

 

Det arbejde begyndte i juli på et intimt stadion i Nova Gorica, en kasino-og kurby i de slovenske bjerge bare et par kilometer fra grænsen til Italien. Den lokale fodboldklub ND Gorica havde for anden gang vundet det slovenske mesterskab, og efter at slået Flora Tallinn med samlet 7-3 blev slovenerne så FC Københavns modstander i 2. kvalifikationsrunde.

 

Første kamp blev spillet i Slovenien, og hjemmeholdet lod FCK tage initiativet ved at trække sig langt tilbage. Danskerne kunne nemt spille bolden rundt, mens det til gengæld var vanskeligt at finde huller i forsvarsmuren.

 

Det lykkedes dog et par gange, og scoringer af Álvaro Santos og Peter Møller sikrede en 2-1-sejr. Et fint udgangspunkt, og så småt blev der allerede set videre mod 3. og afgørende kvalifikationsrunde, som UEFA trak lod til tre dage senere. I første omgang betød en fejl på det europæiske fodboldforbunds hjemmeside, at vinderen af FC København og Gorica stod til at skulle møde selveste Real Madrid, men den rigtige modstander viste sig at være AS Monaco. Klubben fra fyrstendømmet havde været i Champions League-finalen et par måneder forinden, men havde mistet stjerner som Ludovic Giuly og Jérôme Rothen, så truppen var ikke så skræmmende som tidligere.

 

"Man kan vel sige, at det er en middellodtrækning. Jeg kunne godt have ønsket mig en bedre lodtrækning. Enten til den side, hvor vi havde haft sportsligt bedre chance for at komme i Champions League, eller til den anden side hvor vi havde mødt nogle af de rigtigt store hold, og så havde fået den oplevelse ud af det. Det her er hverken helt skidt eller helt godt, men vi har da en chance," sagde anfører Bo Svensson til Ritzau, mens Flemming Østergaard var bramfri som vanligt.

 

"Vi må bare konstatere, at sådan er det, og så må vi gå ud og løse opgaven. Alle andre spekulationer om hvem vi kunne have mødt, gider jeg ikke diskutere. Monaco er en stor mundfuld. Det er et dygtigt hold, som har spillet godt ikke mindst på det seneste i Champions League sidste år. Så vi skal være skarpe for at slå dem, men vi går til opgaven med professionalisme og med en tiltro til, at vi kan slå dem, sagde " Don Ø".

 

Derimod ville Hans Backe slet ikke forholde sig lodtrækningen.

 

"Det ville være useriøst af mig at udtale mig om chancerne mod Monaco, før vi har spillet returkamp mod Gorica."

 

13.601 tilskuere mødte op i Parken på det, der udviklede sig til en af de mest chokerende europæiske aftener i dansk fodbolds historie. FC København manglede nyindkøbene Tobias Linderoth og Magne Hoseth, som endnu ikke var spilleberettigede, og Sibusiso Zuma var langtidsskadet, men derudover kunne de danske mestre stille med stort set stærkest mulige hold. Det kunne bare ikke ses på banen, hvor hjemmeholdet leverede en fornærmende indsats. Godt nok var det Gorica, som skulle frem og lave et resultat, men FCK-spillerne gjorde det lettere for slovenerne ved at give al initiativet fra sig, ligesom der manglede tænding i nærkampene og kvalitet i pasningsspillet. Særligt midterforsvaret med Ole Tobiasen og Bo Svensson samt den nyindkøbte venstre back Janne Saarinen var dårligt kørende, og allerede efter fire minutter kombinerede angrebsduoen Alexander Rodic og Jani Sturm sig frem til en stor chance, som sidstnævnte sparkede over mål. Et varsel om det, der var på vej, men det fik ikke hjemmeholdet til at vågne op, og i sidste kvarter af første halvleg gik det helt galt.

 

Omkring den halve time kom gæsterne foran, da Sturm vippede Rodic helt fri, og seks minutter før pausen var rollerne byttet om, da Saarinen ikke fulgte med Rodic på et indkast, så angriberen havde tid og plads til at spille sin makker frem til 2-0-scoringen. I første halvlegs overtid kom kampens tredje scoring, da Miran Srebrnic headede et hjørnespark i mål, og da der kort efter blev fløjtet til pause, blev FCK'erne ledsaget af det, som Politiken kaldte " den største pibekoncert i Parkens historie."

 

"Det var et totalt, kollektivt blackout. Vi nåede endda at blive advaret, da de havde en kæmpe chance, inden de scorede. I pausen sad vi og snakkede om, at vi måtte op på hesten igen og se, om det kunne lade sig gøre, og så scorede de lige bagefter," siger Hjalte Nørregaard.

 

Alt håb om et forvandlet FCK-hold, der i anden halvleg ville kunne lave de nødvendige tre mål, blev nemlig punkteret, da Rodic og Sturm efter 53 minutter for tredje gang kombinerede sig frem til et mål, og så begyndte hånen fra tribunerne fra alvor. Der blev sunget " legestue, legestue", der blev klappet af keeper Magnus Kihlstedt, når han samlede bolden op, og de slovenske afleveringer blev tiljublet med " olé"-råb.

 

"Aftenens største bifald tilfaldt ironisk nok Jani Sturm, da han i fri position bragte NK Gorica på 5-0 et lille kvarter før tid. Kampen ud sang resterne af de oprindeligt 13.601 tilskuere, at de ville have pengene tilbage og klappede, da Sturm og Rodic blev skiftet ud," skrev Berlingske.

 

11 år senere ved Hjalte Nørregaard stadig ikke, hvorfor det gik så grueligt galt på den augustaften i Parken.

 

"Den dag i dag står det stadig for mig som en stor gåde, hvordan man kan vinde 2-1 på udebane og så tabe 5-0 på hjemmebane en uge senere. Det var tæt på, det var den største kamp i karrieren for os, for vi havde mulighed for at gå videre i Champions League. Men hvad der skete og hvorfor, ved jeg ikke. Det var fuldstændig surrealistisk." " Det var vrede, der var arrigskab. Når sådan noget sker, træder nogle mærkelige mekanismer i gang. Pludselig spiller man ikke som et hold længere, og man kommer til at presse for sig selv. Det bliver usammenhængende, fordi man forivrer sig. Man vil så gerne gøre en forskel, og så overholder man ikke aftalerne, fordi man koger sammen på øverste etage."

 

"Hvis jeg havde haft en skovl, havde jeg gravet et hul i Parkens græstæppe og lagt mig derned. Jeg tror ikke, at jeg var uden for en dør i dagene efter, medmindre jeg skulle træne. Vi var så ramt og havde så ondt. Det var noget, vi havde kæmpet for i helt år. Det skulle være bonussen ved at blive dansk mester, men så blev vi på den måde kørt over på hjemmebane. Vi var virkelig ramt på stoltheden."

 

Reaktionerne på kampen var da også hårde. I pressen blev Hans Backes, Niels-Christian Holmstrøms og endda Flemming Østergaards afgang krævet, men FCK'erne selv var også markante i udmeldingerne.

 

"Vi må finde en ordning, så vi kan sige undskyld til alle dem, der på et tidspunkt har haft en FCK-trøje på. De skal have en personlig undskyldning," sagde reserven Peter Christiansen, og Niels-Christian Holmstrøm beklagede også.

 

" Vi skylder fodbold-Danmark en stor undskyldning. Vi har svigtet, og det er meget skidt for dansk fodbold. I forvejen ligger Danmark ikke godt på ranglisten, og det her hjælper bestemt ikke," sagde Niels-Christian Holmstrøm, der dog havde overskud til humor, da han skulle analysere indsatsen.

 

"Det var som om, at spillerstrejken begyndte her til aften.".

 

Ugen efter FC Københavns fiasko skulle Superligaens to resterende europæiske deltagere i kamp. Både AaB og Brøndby trådte ind i UEFA Cuppens 2. kvalifikationsrunde, den næstsidste inden gruppespillet, og begge lagde ud med en kamp i Baltikum.

 

Mens AaB blandt andet takket være to scoringer af David Nielsen fik en 3-1-sejr med hjem fra kampen mod Zalgiris i Vilnius, skuffede Brøndby. De danske vicemestre var bedst seedet af alle hold i 2. runde, men det blev kun til 0-0 mod lettiske Ventspils.

 

"Vi spillede en god, kontrolleret kamp, hvor vi, typisk dansk, havde chancerne til at score, men ikke rigtigt fik det gjort, og så kom vi derfra med 0-0. Det var ingen katastofe, for det var et hold, vi uden problemer skulle slå på hjemmebane med det mandskab, vi havde dengang," husker den daværende Brøndbyspiller Martin Retov om en trup, der blandt andre talte rutinerede profiler som Per Nielsen og Andreas Jakobsen samt unge profiler som Thomas Kahlenberg og Johan Elmander.

 

Problemet var bare, at dansk fodbold brændte sammen inden returkampen. Spillerforeningen og Divisionsforeningen kunne ikke blive enige om en ny overenskomst, hvilket resulterede i danmarksturneringens første spillerstrejke. Superliga-kampe blev udsat, det samme gjorde en runde af pokalturneringen, men UEFA-kampene skulle spilles, og derfor måtte både AaB og Brøndby i gang med at sammensætte trupper bestående af spillere, der ikke var medlem af Spillerforeningen.

 

Begge klubber havde et par udenlandske profiler samt spillere på ynglingeholdet, der kunne bruges, men derudover blev mere eller mindre opfindsomme muligheder bragt i spil.

 

Var det ikke noget med, at Peter Schmeichel stadig var medlem i Brøndby? Og kunne træner Michael Laudrup og hans bror Brian få dispensation til at spille, selv om de var en del af Lyngbys oldboys-hold? Ingen af landsholdslegenderne endte med at blive en del af Brøndby-truppen, men alligevel var der lagt op til nostalgi for alle pengene i de to returkampe. Brøndby bestemte sig for at bruge Mogens Krogh, Ole Bjur, Henrik Jensen og Bent " Turbo" Christensensen, mens man i Nordjylland lavede en begivenhed ud af kampen, som stod til at få deltagelse af assistenttræner Allan Kuhn på 36 samt de to klubikoner Søren Thorst og Torben Boye, kamprekordholder i AaB der en sidste gang ville trække i trøjen med det pensionerede nummer 12 på ryggen.

 

Thorst og Boye på henholdsvis 39 og 38 havde begge holdt fodbolden ved lige på et lukket serie 5-hold.

 

AaB satte billetpriserne ned til 50 kroner for voksne og 25 for børn og pensionister i håbet om at lokke masser af folk til UEFA Cupfodbold, og det lovede godt for tilskuertallet, at en hastigt arrangeret træningskamp mod Hjørring fra 2. division blev overværet af 2000 tilskuere. AaB's sammenbragte trup af old boys, udlandsproffer, ynglinge og Danmarksserie-spillere vandt 2-1 takket være et kanonmål af Allan Kuhn, der uden for feltet bankede en hjørnesparksretur op i nettaget. Torben Boye spillede ikke kampen mod Hjørring, fordi han var til sin brors bryllup, men Søren Thorst var med som venstre back, og selv om han havde haft problemer med at følge med modstanderne fra 2. division, insisterede han på at starte inde mod Zalgiris.

 

"Selvfølgelig skal jeg med, ellers kommer der ikke et øje," argumenterede Thorst i Ekstra Bladet.

 

Imens trænede de strejkende Superliga-spillere for sig selv og uden trænere. AaB'erne lånte baner af den mindre Aalborg-klub B52, mens Brøndby havde fået lov til at spille i Tårnby.

 

"Det var tragikomisk. Vi fik inddraget vores biler af klubben, og de fleste af os måtte finde alternative transportmidler. Halvdelen kom cyklende derud, og vi rendte rundt i vores eget træningstøj. Jeg tror, det var Tårnby, som lånte kegler og bolde til os. Det virkede som om, at vi alle sammen var slået tilbage til ynglingeniveau," siger Martin Retov.

 

De sidste dage inden den torsdag, hvor de to UEFA Cup-kampe skulle spilles, skete der ting og sager. Det begyndte med, at Per Nielsen og Dan Anton Johansen brød strejken, stillede til træning i Brøndby og meldte sig klar til at spille.

 

"Det er ikke nogen hemmelighed, at hverken Dan Anton eller jeg har været tilfredse med forløbet af den her konflikt. Vi mener ikke, at det er en rigtig strejke i dansk fodbold, og derfor har vi valgt at være solidariske med den klub, der har støttet os gennem de seneste 25 år. Af samme årsag føler vi os heller ikke som skruebrækkere," sagde Per Nielsen i Politiken, men de to klubmænds beslutning blev ikke mødt med begejstring hos de øvrige spillere i Superligaen.

 

"Jeg synes selvfølgelig, de har truffet det forkerte valg. Det må jeg acceptere, men det er svært at respektere," sagde holdkammeraten Asbjørn Sennels.

 

Også AaB's David Nielsen havde overvejet at bryde strejken, men mindre end 24 timer senere var den forbi. Sent tirsdag eftermiddag mødtes de stridende parter på Hotel Scandic i Glostrup, hvor de nåede til enighed om en midlertidig aftale og en suspendering af strejken.

 

Onsdag morgen ved 8-tiden blev Brøndby-spillerne ringet op og bedt om at stille til træning tre timer senere, og også AaB kunne udtage det stærkeste hold til torsdagens kamp. Direktør Tom Matthiesen nærmest undskyldte for, at det alligevel ikke blev en showkamp med de nordjyske ikoner Thorst og Boye på holdkortet.

 

"Vi er glade for den store opbakning, vi har mødt op til en vanskelig kamp, men vi håber på forståelse for, at de sportslige hensyn i denne sammenhæng vejer tungest, så vi agter at stille i stærkeste opstilling," sagde Matthiesen, der fastholdt de lave billetpriser.

 

7081 tilskuere mødte op på Aalborg Stadion for at se en kamp, der trods et AaBhold i stærkeste opstilling var noget speciel. Kort før spillerne gik på banen tog de hinanden i hænderne i en spontan gestus for solidaritet, men fansene var ikke på samme hold. Der blev pebet af spillernes strejketalsmand Allan Gaarde, der blev råbt på Torben Boye, og der blev buhet af spillet. AaB gik videre, men det var på baggrund af 90 kedelige minutter.

 

"Vi spillede en ufatteligt dårligt kamp, der sluttede 0-0. Fordi vi ikke havde trænet, gik vi ind med indstillingen om, at vi skulle stå kompakt og ikke give nogle chancer væk. De andre skulle jo op og score tre mål, så det blev meget defensivt fra vores side og en ganske kedelig kamp," siger Thomas Augustinussen, der dengang som nu var central midtbanespiller i AaB.

 

Værre gik det i Brøndby. Dagen før kampen var cirka 10 politifolk mødt op til træning, fordi man i klubben frygtede fansenes reaktion, da de strejkende spillere vendte tilbage til arbejdet. Supporterne lavede dog ingen ballade, men jublede højlydt, da Dan Anton Johansen tacklede Asbjørn Sennels, hvilket satte stemningen for torsdagens kamp. På Brøndby Stadion blev der buhet af venstrebacken, når han rørte bolden, mens der tilsvarende var stor hyldest til klubbens mænd, Dan Anton Johansen og Per Nielsen.

 

"Brøndbys fans har altid været tolvtemanden, som har båret os frem og nogle gange fået os til at overpræstere. Det var der brug for, men vi fejlede alle den dag. Vi stod ikke sammen, som vi nok burde have gjort. Det kostede, og det var trist," siger Martin Retov.

 

Det blev ikke bedre af, at Brøndby-spillerne havde det svært inde på banen. Spillet var sløvt, afleveringerne var dårlige, og det kantspil, som Michael Laudrups 4-3-3-formation lagde op til, kom aldrig i gang. Ventspils kom foran efter fem minutter, og selv om Brøndby udlignede allerede i første halvleg - skæbnen ville, at Ventspils-forsvaret lavede straffespark på Per Nielsen, hvorefter Dan Anton Johansen scorede - blev det ikke til yderligere scoringer. Ventspils gik videre på reglen om udebanemål.

 

"Man må være ærlig at sige, at vi sgu ikke var mentalt klar til den kamp. Vi røg ud til et hold, vi aldrig ville være røget ud til under normale omstændigheder."

 

"Folk vidste ikke rigtigt, hvor de havde hinanden, og vi var i det hele taget ramt af alt det, der var foregået. Det var kaotisk, og det viste resultatet. Vi kom bagud hurtigt, og så var det op ad bakke, fordi de havde lavet et udebanemål. Overskuddet var der ikke, og i fodbold er det altafgørende, at man har det; specielt mod sådan et hold der fik en drømmestart på Brøndby Stadion og forstod at forsvare sig. Det var et stort nederlag for os." siger Martin Retov.

 

Det havde været tæt på at lykkes i slutningen af kampen. Johan Absalonsen headede bolden i mål, men scoringen blev annulleret, fordi 19-årige Daniel Agger, der i slutfasen var skiftet ind for at agere angriber i sin bare anden Brøndby-kamp, forinden havde lavet frispark. I stedet for forløsning endte situationen med at blive en dum kulmination på en frusterende periode i Brøndby, da Thomas Kahlenberg og en Ventspils-spiller skubbede og kværulerede sig til udvisninger.

 

"Det var tydeligt at se, det var et hold helt i ubalance. Vi lignede et engelsk 1. eller 2. divisionshold og spillede slet ikke fodbold. Vores varemærker, som pasningsspillet, eksisterede ikke. Det var en utrolig trist kamp, og ærlig talt har jeg svært ved at sige, hvad spillerne løb rundt og lavede," sagde Michael Laudrup i Ekstra Bladet.

 

Sådan gik det til, at et Brøndby-mandskab, der samme sæson vandt det danske mesterskab i fornem stil, og som talte senere stjerner som Daniel Agger, Johan Elmander og Thomas Kahlenberg, røg ud til et hold fra Letland.

 

"Vi var virkelig ærgerlige over det. Det er stort at repræsentere Danmark i Europa, og det var forfærdeligt for os og for dansk fodbold, at vi røg ud og ikke kunne samle point. Med det hold, vi havde det år, havde vi mulighed for at komme relativt langt, så det var trist. Men til sidst rykkede problemerne fra de bonede gulve ud på banen og op i hovederne på os," sammenfatter Martin Retov.

 

Dermed var der kun et enkelt dansk hold tilbage at sætte sin lid til i 1. runde af hovedturneringen, og problemet var, at det hold ikke var ret godt. AaB havde fået de europæiske billetter takket være en tabt pokalfinale, men den samlede sejr over Zalgiris kunne ikke skjule, at kvaliteten ikke var på niveau med tidligere og senere nordjyske storhold. AaB skulle op mod Auxerre i det, der viste sig at blive den legendariske træner Guy Roux' sidste sæson i klubben, og på papiret var kvalitetsforskellen tydelig. Auxerre var netop blevet nummer fire i den franske liga, mens AaB lå under nedrykningsstregen i Superligaen, da de to hold mødtes til første kamp i Aalborg. Erik Hamrén var det år blevet ansat som ny træner i Aalborg, men han havde endnu ikke sat et positivt præg.

 

"Det var nogle mellemår i AaB. Vi havde et fornuftigt hold, men vi manglede kvalitetet i forhold til at skulle vinde over Auxerre. Vi havde mange, som ikke havde prøvet europæisk fodbold, og det havde helt sikkert en betydning," siger Thomas Augustinussen.

 

1. runde af hovedturneringen var samtidig efterårets sidste knockoutkampe. For første gang skulle UEFA Cuppen afvikles med et gruppespil, der blev konstrueret ret så alternativt.

 

40 deltagere skulle fordeles i otte puljer med fem hold, der hver især havde fire kampe - to ude og to hjemme. At have muligheden for at kvalificere sig til et puljespil og være garanteret fire kampe var en ekstra motivation for AaB'erne, der dog havde problemer i hjemmekampen mod franskmændene.

 

"Kort før pausen virkede det helt naturligt - og ganske symbolsk - at AaB nu engang spiller i rødt og hvidt. De første 40 minutter mindede nemlig i uhyggelig grad om, hvad vi desværre har været vidner til et par gange tidligere dette efterår: Dansk deroute på den internationale scene," skrev Berlingske fra en kamp, hvor den senere Portsmouth-og Manchester City-angriber Benjani bragte gæsterne foran.

 

Men efter 43 minutters spil fik forsvareren Bård Borgersen udlignet efter et hjørnespark, og AaB havde flere gode muligheder til sidst - blandt andet en stor chance til Thomas Augustinussen.

 

"Jeg synes faktisk, at vi spillede en rigtig god kamp. Jeg husker, at vi skulle have vundet. Der var en chance til sidst, som kunne have gjort, at det ville have set noget lettere ud. Men vi troede på det, selv om Auxere på det tidspunkt var et stort hold," siger Augustinussen.

 

Men troen brast i returkampen. Allerede efter fire minutter gled norske Trond Andersen og tillod dermed Bonaventure Kalou en afslutning, som ivorianeren scorede på, og i anden halvleg var den gal igen, da Andersen tabte bolden til Benjani inden Auxerres 2-0-scoring. Det blev kampens resultat, og dermed var der ikke flere danske hold tilbage i Europa. Denne gang skyldtes det hverken et mystisk, kollektivt kollaps eller en generende spillerstrejke; det var bare den klassiske historie om et dansk hold, der blev offer for de hårdere vilkår i internationale kampe.

 

"Vi lærte det, som danske altid hold har haft problemer med, nemlig at effektiviteten er anderledes i udlandet. Det var den også i de to kampe. Når man spiller de kampe, skal man være skarp. Man skal ikke lave fejl, for de bliver bare straffet. Der skal være fuld fokus hele vejen igennem, og man må ikke give nemme mål væk. Det gav os en ballast videre, og det har det gjort hver eneste gang, vi har været i Europa," siger Thomas Augustinussen.

 

Tre år senere lykkedes det så for Augustinussen og AaB at komme med i UEFA Cuppens gruppespil, sæsonen efter deltog nordjyderne i Champions League, og for et år siden var der Europa League-fodbold i Aalborg. For selv om det ikke har været lige godt hvert år, har der siden den famøse sommer for 11 år siden været et dansk hold kvalificeret til et af de europæiske gruppespil i hver eneste sæson. Udover AaB har OB været med tre gange, FC Nordsjælland, Brøndby og Esbjerg alle en enkelt, mens FC København topper med hele ni optrædener.

 

"Der har altid været nogle hold i Superligaen, som har holdt et højt niveau. FCK har gjort det mange gange og har i en årrække haft et hold, der har været stærkt nok til at komme i gruppespillet. AaB har vi også været med nogle gange, når vi har været stærke. Vi har heldigvis fået vendt det, så de danske hold gør det bedre.

Desværre har det ofte kun været et enkelt eller maksimalt to hold, der har gjort det hvert år. Det kunne være fedt, hvis flere hold ramte en europæisk stime, så vi kunne få flere hold direkte i Europa og måske fem hold med i kvalifkationen," siger Thomas Augustinussen.

 

Hjalte Nørregaard er kamprekordholder i FC København og har flere gange været med klubben i de europæiske gruppespil. Ifølge ham tog københavnerne værdifuld erfaring med fra fiaskoen mod Gorica i 2004.

 

"Det var dyre lærepenge, men vi lærte en form for kynisme. Især FCK har været fantastiske til at klare sig enormt godt i europæisk sammenhæng. Det er få danske hold, der kan finde ud af at præstere i to turneringer på samme tid, og det har FCK formået at gøre næsten altid. Det kræver mentalitet og vinderkultur, og man skal vide, at der ikke er noget, der er afgjort efter én kamp.Det handler om at få et godt udgangspunkt, og så skal man gøre det færdigt i kamp to," siger den 34-årige københavner.

 

Gorica var igen i Danmark i 2010, da Randers slog slovenerne med samlet 4-1. Ventspils er denne sommer røget ud af den europæiske kvalifikation til finske HjK, mens Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander endnu engang er en del af en Brøndbytrup, som forsøger at komme med i gruppespillet.

 

Og AaB har med flotte resultater mod klubber som Sampdoria, Celtic, Villarreal, Manchester United, Deportivo La Coruña, Manchester City og Dynamo Kiev vist, at nordjyderne godt kan være effektive i Europa. Så den sorte sommer er fortid, men alligevel rasler skeletterne i skabet, eksempelvis når sidste sæsons suveræne mestre dummer sig på hjemmebane mod cypriotiske Apoel. Martin Retov mener godt, vi kan tillade os at stille krav til de danske hold i Europa.

 

"Jeg mener, at vi har niveauet til som minimum at få ét hold videre til gruppespillet. Jeg synes, vi skal kunne slå de hold, vi konkurrerer med i øjeblikket. Jeg ved godt, at der så stadig mangler runder, men vi må forlange af os selv, at vi er i nærheden af at være med hvert år, og at der som minimum er et hold med i gruppespillet. Som dansker må man håbe, at de alle klarer den. Det er sjovt for alle at se danske hold slå sig igennem til Champions League. Det er fantastisk for dansk fodbold, når det sker."

 

 

27. juli 2004 klokken 20.15
ND Gorica - FC København 1-2 (0-1)
0-1: Álvaro Santos (44.) 1-1: Aleksandar Rodic (57.) 1-2: Peter Møller (77)
1500 tilskuere på Nova Gorica Sports Park i Nova Gorica

 

4. august 2004 klokken 20.00 F
C København - ND Gorica 0-5 (0-3)
0-1: Aleksandar Rodic (28.) 0-2: Jani Sturm (39.) 0-3: Milan Srbrnic (45.) 0-4: Aleksandar Rodic (53.) 0-5: Jani Sturm (77.)
13.601 tilskuere i Parken i København
ND Gorica tabte i 3. og sidste kvalifikationsrunde med sammenlagt 9-0 til AS Monaco.

 

12. august 2004 klokken 18.00
FK Ventspils - Brøndby IF 0-0 (0-0)
1896 tilskuere på Ventspils Olimpiskais Stadions i Ventspils

 

26. august 2004 klokken 20.15 Brøndby IF - FK Ventspils 1-1 (1-1)
0-1: Andrey Agafonov (5.) 1-1: Dan Anton Johansen (34.) (straffe)
10.320 tilskuere på Brøndby Stadion i Brøndby
FK Ventspils tabte i 1. runde af hovedturneringen med sammenlagt 2-1 til Amica Wronki.

 

12. august 2004 klokken 20.05
FK Zalgiris - AaB 1-3 (1-0) 1-0: Vidas Kauspadad (34.) (straffe) 1-1: David Nielsen (46.) 1-2: David NIelsen (49.) 1-3: Christian Lundberg (74.)
1579 tilskuere på Vetra i Vilnius

 

26. august 2004 klokken 19.00
AaB - FK Zalgiris 0-0 (0-0)
7081 tilskuere på Aalborg Stadion i Aalborg.

 

16. september 2004 klokken 19.00
AaB - AJ Auxerre 1-1 (1-1) 0-1: Benjani (38.) 1-1: Bård Borgersen (43.)
6084 tilskuere på Aalborg Stadion i Aalborg

 

30. september 2004 klokken 20.45
AJ Auxerre - AaB 2-0 (1-0)
1-0: Bonaventure Kalou (4.) 2-0: Benjani (74.)
8000 tilskuere på Stade Abbé-Deschamps i Auxerre
Auxerre tabte i kvartfinalen med sammenlagt 4-2 til turneringens senere vinder, CSKA Moskva.