Video : Tipsbladet
Europa League

Tilfreds Ajax-træner: Godt at sende Dolberg på ferie

Ajax-træner Peter Bosz fastslår, at det var meget godt givet ud at sende Kasper Dolberg på ferie hjem til Danmark.

Kasper Dolberg har været flyvende den seneste uges tid med først en scoring i Telia Parken mod FC København og senest to mål mod FC Twente i Æresdivisionen.  Mandag kom det frem, at en del af forklaringen skal findes i, at danskeren i forrige uge blev sendt på ferie af Ajax.

Dolbergs hollandske arbejdsgiver vurderede ganske enkelt, at danskerens batterier var flade, og da Ajax ikke havde midtugekamp, blev angriberen sendt på første fly hjem til Danmark, hvor han i fire dage fik lov til at trække stikket fuldstændig.

Det var fire dage, der var utrolig godt givet ud, fastslår Ajax-træner Peter Bosz.

- Jeg havde regnet med at give ham lidt mindre spilletid, end tilfældet har været de seneste par uger. Det har været vanskeligt for ham med så mange kampe, så han blev endnu mere træt. I sådan et tilfælde er det godt at sende en ung mand hjem til sine forældre i Danmark. Hjem til vante omgivelser uden at tænke på fodbold - bare sørge for at slappe af og komme tilbage med et friskere sind. Nogle gange kan det betale sig bedre end træning, siger Peter Bosz til Ajax TV.

Kasper Dolbergs præstationer er weekend efter weekend under lup, og Ajax-træneren fastslår, at han ikke er stødt på svaghedstegn hos det danske angrebstalent.

- Når man er ung, går kurven op og ned. Derfor handler det om, at vi ikke skal gå i panik, hvis han i en periode spiller lidt mindre, og vi skal heller ikke være euforiske, hvis han scorer to mål i en kamp. Vi skal bare gøre som normalt, fastslår Peter Bosz.

Næste opgave for Kasper Dolberg og Ajax er på torsdag, når FC København gæster Amsterdam ArenA i Europa League.