Generelle

Augustinussen: Jeg vil gerne tilbage til AaB

Thomas Augustinussen håber, at han spiller i en ny klub, når transfervinduet lukker, når tirsdag bliver til onsdag i næste uge. AaB står højt på midtbanemandens ønskeseddel.

Efter et år i Red Bull Salzburg er Thomas Augustinussen parat til endnu et klubskifte, for opholdet i det østrigske er ikke blevet den succés, som han håbede. Men den 29-årige midtbanespiller er under et alvorligt tidspres. Han skal have fundet en ny klub, inden transfervinduet lukker natten mellem tirsdag og onsdag i næste uge.

Men Augustinussen forsikrer da også, at der er ting igang, og at der er interesse for ham. Især hans tidligere klub AaB er meldt meget interesserede. En interesse der er gensidig.

- Der er et par klubber inde i billedet, og jeg skal videre nu. Jeg vil gerne tilbage til AaB. Nu har jeg været et år i udlandet uden succés, og det kunne være rart at komme hjem til de trygge rammer. Men jeg ved også, at de har problemer i det nordjyske, og at der skal spillere ud, før der kan komme nye ind. Der er ingen tvivl om, at AaB er min førsteprioritet, hvis jeg skal hjem, siger Thomas Augustinussen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Augustinussen fortsat i AaB's søgelys

Midtbanespilleren erkender dog, at han ikke står i en position, hvor han kan tillade sig at være kræsen. Derfor vil han være åben for det meste.

- Det kunne også være fedt at blive i udlandet og prøve endnu et eventyr et andet sted, men jeg ved, at jeg ikke må være kræsen. Der er ikke noget, der er tæt på lige nu, men det kan gå hurtigt i fodbold. Der skal ikke mere end to telefonopkald til, før der kan ske noget, og forhåbentlig går tiden meget langsomt op til tirsdag, hvor vinduet lukker, siger han.

LÆS OGSÅ: Augustinussen færdig i Red Bull Salzburg

Selv om han håber på, at tiden går langsomt, så han kan nå at finde en ny klub, så glæder han sig samtidig også til, at vinduet lukker. For det at gå i uvished er meget umotiverende.

- Der har været mange tanker på det seneste, og jeg må indrømme, at det har været svært at holde motivationen. Når vinduet lukker, kan jeg forhåbentlig sove lidt bedre om natten og få lidt ro på. Så må jeg hurtigst muligt blive afklaret med situationen. Ender det med, at jeg må blive her, så må jeg tage det med, påpeger danskeren, der dog har fået besked på, at Salzburg er klar til at gå langt for at hjælpe ham væk.

- Salzburg har sagt, at de vil være med til at lave en fair løsning for alle parter. Hvad det helt nøjagtig betyder, ved jeg ikke, men der kommer forhåbentlig noget konkret indenfor et par dage, og så må vi se, hvad de siger. Jeg håber da, at jeg kan få lov at gå gratis, for det vil gøre det nemmere at komme videre.