Video : Tipsbladet
Generelle

Chokscener: Det er under al kritik, siger dansker

Victor Nelsson fordømmer på det kraftigste de voldsomme episoder, der udspillede sig i et tyrkisk topopgør i sidste uge.

HELSINGØR (Tipsbladet): Der udspillede sig decideret vanvittige scener i det tyrkiske topopgør mellem Fenerbahce og Trabzonspor for en uge siden.

Fenerbahce scorede et sent sejrsmål, og efter dommerens slutfløjt brød voldsomme slåskampe ud, fordi fans af Trabzonspor stormede banen og angreb Fenerbahces spillere. Blandt andet fik målmand Dominik Livakovic et slag i ansigtet, mens angriber Michy Batshuayi sparkede en fan.

Og det er en episode, som Galatasarays danske profil, Victor Nelsson, fordømmer på det kraftigste.

Det slår han fast i landsholdslejren, da Tipsbladet spørger ind til sidste uges chokerende scener.

- Det er øv. Det, der skete i Trabzon, er under al kritik. Det må og kan ikke ske igen, siger Victor Nelsson og uddyber:

- Jeg sad og så de sidste 10 minutter og håbede på, at Fenerbahce ikke ville score, men det gjorde de selvfølgelig.  Så så jeg også efterspillet, og det må ikke ske igen. Det er under al kritik. Om det er forbundet eller security eller hvem det er, det er ikke mit bord. Men det var ikke rare scener at se.

Det er dog ikke noget, der har sat sig i baghovedet på den danske stjerne og får ham til at frygte at gå på banen.

- Nej, overhovedet ikke, slår han fast.

Søndagens voldsepisode er ikke den eneste, der har ramt tyrkisk fodbold i denne sæson. Tilbage i december blev en tyrkisk dommer slået ned efter slutfløjt i en kamp mellem Ankaragücü og Rizespor.