Generelle

Conboy forhandler om Nijmegen-forlængelse

Kevin Conboy er gået i gang med at forhandle en ny kontrakt på plads med den hollandske klub NEC Nijmegen.

Efter halvandet år i NEC Nijmegen er Kevin Conboy vokset ind som én af de bedste venstre backs i Æresdivisionen, og han har fået debut på det danske A-landshold. Conboy og Nijmegen har papir på hinanden halvandet år endnu, men Conboy er begyndt at forhandle om en forlængelse.

- Vi forhandler med Nijmegen om en ny kontrakt. Begge parter kan lide hinanden, og så må vi se, om vi kan blive enige. Kevin har spillet rigtig godt i halvandet år, han er én af de bedste venstre backs i ligaen, så han fortjener en ny kontrakt, siger hans agent Gulli Tomasson til tipsbladet.dk.

Større klubber er så småt begyndt at snuse til Nijmegens dansk back, som de købte for godt to millioner kroner i Esbjerg i 2011, og derfor vil de gerne sikre ham på en længere kontrakt, så de kan score en større transfersum på ham om et år eller to.

- Nijmegen kan regne ud, at han bliver interessant for større klubber, så de vil gerne sikre ham. Der har allerede været bud efter ham, og det er både fra større klubber i Holland og fra klubber i ligaer som den engelske og tyske. Nijmegen vil skyde Kevin af til en større klub, når tiden er inde, og der er intet hastværk. Det kan være om et år eller to. Det vigtigste er, at det er det rigtige, siger Tomasson videre.

Kevin Conboys efterårssæson har været skæmmet af tre røde kort. Derfor afsoner han i øjeblikket sin tredje karantæne i denne sæson.