Generelle

Daniel Jensen: Kæmpe skuffelse

Werder Bremen er rejst til Cypern, hvor de i aften møder overraskelsen Anorthosis Famagusta. Tyskerne er tvunget til at vinde, hvis drømmen om en ottendedelsfinale fortsat skal leve. Et nederlag vil derimod være en katastrofe.

Daniel Jensen er blevet hjemme i Bremen, mens resten af holdet er rejst til Middelhavet for at indfri drømmen om videre avancement i Champions League. Et nederlag vil sende tyskerne ud og dermed være et kæmpe flop.

- I forhold til det spil vi har leveret, kan man sige, at det er vores egen skyld, men det vil være en kæmpe skuffelse for hele holdet og klubben, hvis vi ryger ud. Det hele lå til, at vi skulle spille os videre, så det håber jeg meget på lykkes, siger Daniel Jensen til tipsbladet.dk.

Den danske midtbanespiller må se kamp fra sofaen i Bremen, da en skade holder ham ude af holdet. Netop skader og uheld er ifølge Jensen forklaringen på Werder Bremens dårlige præstationer.

- Vi har været forfulgt af skader og uheldige episoder i spillet. Der er blevet scoret nogle mål mod os i de sidste minutter, hvor vi ellers lå til at vinde, og generelt har vi bare været mere uheldige end de andre, siger Daniel Jensen.

Det hele er ifølge Jensen ganske enkelt. Werder Bremen skal bare vinde de sidste to kampe, så er de videre, og det er utrolig vigtig, understreger danskeren.

Følg Werder Bremens kamp på tipsbladet.dk.