Generelle

FCK og Brøndby-emne jagter ny klub

Mervan Celik, der tidligere er blevet sat i forbindelse med danske klubber, kan allerede være fortid i Rangers efter blot et par måneder i klubben.

Det 21-årige svenske stortalent Mervan Celik skiftede i januar til skotske Glasgow Rangers på en fri transfer efter kontrakten med den svenske klub GAIS udløb.

Men nu efter blot et par måneder i den skotske storklub kan han være på vej videre. Skotterne er på randen af en konkurs og skal spare, hvor spares kan, og det vil blandt andet ramme spillernes løn. Det kan være starten på enden af Celiks Rangers-karriere.

- Alt var fint for et par måneder siden, og vi gennemgik alt med klubben, som sagde, at alt var under kontrol. Men nu sker det her. Ti points straf og Rangers er udelukket fra europæiske fodbold, og derefter vil de have, at spillerne gå 75 procent ned i løn frem til sommer

- Det kan vi ganske klart ikke gå med til. Så er det bedst for Mervan at komme væk gratis, for han trives ikke i sådan et miljø, siger hans agent Hasan Cetinkaya til expressen.se.

Mervan Celik, der er kantspiller, var eftertragtet af Brøndby i efteråret 2011, som han afviste. Og siden hen meldte FC København sig på banen med en 3½-årig kontrakt, men heller ikke det fristede det svenske talent, der var bredt eftertragtet hos flere europæiske klubber.

Celiks agent fortæller, at de i øjeblikket forhandler med Rangers om en løsning, og hvis den løsning skulle være at finde en ny klub til Celik, så står der sikkert allerede nu flere klubber klar til at overtage svenskeren.

Han scorede 14 mål for svenske GAIS i sidste sæson, og han har indtil videre optrådt tre gange for Rangers' bedste mandskab.