Karim Benzema bakkes op af det franske fodboldforbund
Foto: Darko Vojinovic/Polfoto
Generelle

Karim Benzema bakkes op af det franske fodboldforbund

Det franske fodboldforbund er den seneste i rækken, som bakker op omkring Karim Benzema, efter han er blevet anholdt for afpresning.

Efter at have modtaget opbakning fra holdkammeraten Alvaro Arbeloa, FC Barcelonas Andres Iniesta og Real Madrid-præsidenten Florentino Perez, får Karim Benzema nu støtte fra sit nationale fodboldforbund i sagen, hvor den franske angriber er sigtet for afpresning i forbindelse med en sexvideo.

- Jeg synes, at vi dømmer Benzema for hurtigt. Han er en stor spiller, der har en stor betydning for det franske landshold, fortæller præsidenten i det franske fodboldforbund, Noël Graët, ifølge L'Equipe

Real Madrids franske angriber skulle eftersigende have været mellemmand mellem sin landsmand Mathieu Valbuena og nogle kriminelle, som har fået fat i en sexvideo med Valbuena og hans kone. 

Benzema risikerer fem års fængsel, hvis han bliver dømt skyldig i sagen, men så længe der ikke er kommet en dom, mener præsidenten, at Karim Benzema skal have tvivlen til gode.

- Som fodboldspiller har man samme rettigheder som en politiker eller en stor forretningsmand, siger Graët.