Ousted nyder at spille foran 20.000
Illustration
Generelle

Ousted nyder at spille foran 20.000

David Ousted er glad for at have fået den oplevelse, det er at spille i Nordamerika, hvor 20.000 tilskuere ser ham spille hver uge.

David Ousted havde tilbud fra flere europæiske klubber, da hans kontrakt med Randers udløb tidligere på sommeren. Men i stedet for at blive i Europa, tog han til Canada og Major League Soccer.

Her spiller han for Vancouver Whitecaps, hvor han blandt andet deler omklædningrum med den tidligere Premier League-spiller Nigel Reo-Coker og den skotske landsholdspiller Kenny Miller, der scorede et flot mål mod England i sidste uge. 

Turen over Atlanterhavet har været noget af en oplevelse for David Ousted, som ikke har spillet uden for Danmarks grænser før. Især interessen omkring soccer gør indtryk på ham.

- Der er en helt anden hype omkring fodbold. Kampene promoveres helt vildt, der kommer mange mennesker, og det er super sjovt. Vi spiller foran 20.000 hver gang på hjemmebane og ser nogle flotte udebaner også, fortæller David Ousted til tipsbladet.dk.

- Vi spillede en kamp på udebane, hvor tusind mennesker rejste med. Det var en ni timer lang køretur, så det var virkelig stort at se.

Også sportsligt er den tidligere SønderjyskE- og Randers-keeper kommet godt fra start. Han har spillet de sidste tre kampe, og han føler selv, han har leveret varen allerede. 

- Jeg synes, jeg er startet stærkt. I min debut fik vi 1-1 i en svær udebanekamp (mod Portland Timbers, red.), og jeg har haft nogle gode redninger og generelt spillet godt, siger han. 

Netop det med udebanekampe er en udfordring i den nordamerikanske MLS. Det er markant sværere at vinde på udebane, når afstandene er så store i ligaen, der rummer hold fra både USA og Canada.

- Det er en stærk liga med et højt niveau og mange dygtige spillere. Det er svært at vinde, når man spiller på udebane, for det er nogle lange, hårde rejser, siger David Ousted. 

Whitecaps og deres danske målmand kæmper lige nu en kamp for at komme i playoffs. Ligaen er delt ind i to konferencer, hvor de fem bedste hold går videre til playoffs. Ousted og co. indtager netop femtepladsen i Western Conference - á point med FC Dallas.