Seneste nyt

2014-02-13 17:17
Foto: tipsbladet.dk

Den brasilianske superstjerne Roberto Carlos tøver ikke med at kalde Thomas Gravesen for den mest vanvittige holdkammerat, han nogensinde har haft.

Thomas Gravesen har mere eller mindre lukket helt i for pressen, siden han i 2009 stoppede sin aktive karriere – kun på det seneste er danskeren begyndt at åbne en smule op, men noget sludrechatol skal han bestemt ikke have skyld for at være.

Alligevel er det de færreste, der har glemt den skaldede midtbanemotor, som nåede at repræsentere store klubber som Hamburger SV, Everton og ikke mindst Real Madrid. Den brasilianske superstjerne, Roberto Carlos, som var Gravesens holdkammerat i den spanske kongeklub, har i hvert fald ikke glemt danskeren.

I et interview med La Gazetta dello Sport bliver Carlos bedt om at nævne de to bedste, han nogensinde har spillet sammen med, og til det svarer han Zinedine Zidane og landsmanden Ronaldo.

Når han bliver spurgt, hvem der er den mest tossede holdkammerat, han nogensinde har haft, svarer han:

- Det er Thomas Gravesen, den danske midtbanespiller.

Thomas Gravesen nåede at tørne ud for Real Madrid i en enkelt sæson.

Sig hvad du mener!