Kantspiller får ophævet kontrakten med AaB
Superliga

Kantspiller får ophævet kontrakten med AaB

22-årige Andreas Bruhn er færdig i AaB.

Nicolaj Thomsen har sagt farvel. Mathias Thrane har sagt farvel. Og nu siger endnu en ung AaB-kant farvel.

AaB og Andreas Bruhn er blevet enige om at ophæve den aftale, der stod til at udløbe om et halvt år.

Andreas Bruhn, 22 år, kom til AaB fra Støvring IF, men har ikke været i stand til at slå igennem på førsteholdet og forlader dermed nu klubben fra Nordjylland med 52 kampe på cv'et.

- Andreas Bruhn har haft svært ved at tilkæmpe sig spilletid i den forgangne sæson, og derfor er vi blevet enige med ”Ando” om, at det bedste ville være at prøve noget nyt, siger sportsdirektør Allan Gaarde til klubbens hjemmeside.

- Det var heller ikke planen, at jeg skulle væk fra AaB, hvilket jeg også er ærgerlig over, men omvendt kan jeg mærke, at jeg har behov for noget luftforandring, så jeg kan få genstartet min karriere, siger Andreas Bruhn.

Bruhn scorede to gange for AaB i de 52 kampe, han nåede.

- Jeg er kommet dertil, hvor jeg skal et andet sted hen for at starte på en frisk. Der sker lidt ting i baggrunden, og hvis muligheden byder sig, virker det indtil videre også til, at AaB også har forståelse og er klar til at sende mig videre, sagde Andreas Bruhn til tipsbladet.dk i weekenden

Det er især den forgangne sæson, der har taget hårdt på den unge offensivspiller, der ellers længe lignede en kommende fast mand for de rød- og hvidstribede nordjyder. Bare 26 minutter blev det til i foråret.

- Det sidste halvår har været tungt, og der skal ikke være tvivl om, at jeg har været utilfreds. Det ligger selvfølgelig også hos mig selv, men jeg er i hvert fald der, hvor jeg skal væk fra de trygge rammer og et sted hen, hvor jeg kan få chancen.

Der er endnu ingen meldinger om, hvor Andreas Bruhn nu skal spille.