Video : Tipsbladet
Landshold

Aflysning af kvindelandskamp kan koste DBU et tocifret millionbeløb

Hvis kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Sverige bliver aflyst, kan det ikke alene koste pladsen i kvalifikationen. Det kan også koste DBU millioner af kroner.

Vi hører igen og igen, at den verserende konflikt mellem DBU og spillerne på kvindelandsholdet er dybt skadelig for dansk kvindefodbold. Hvis den varslede aflysning af VM-kvalifikationskampen mod Sverige bliver effektueret, kan hele DBU - og dermed dansk fodbold som sådan - ende med at tage skade.

BT skriver nemlig, at det kan koste DBU mange millioner kroner at undlade at stille hold til kampen. Ifølge UEFA's regulativer mister et forbund i så fald retten til at modtage penge fra UEFA. Avisens gennemgang af DBU's regnskaber viser, at der mindst er tale om 10,6 millioner kroner om året, men at det beløb kan være steget, så der i alt er tale om 15 millioner inklusive udviklingsprogrammet Hattrick for 2017.

Derudover kan DBU ifølge BT risikere at skulle betale for at kompensere det svenske fodboldforbund for en eventuel aflysning. Avisen skriver desuden, at der findes et fortilfælde, hvor et kvindelandshold ikke stillede op til en planlagt kamp. Det kostede en bøde samt udelukkelse af den næstkommende turnering.

Danner den dom præcedens for Danmark, koster det altså både pladsen i den aktuelle VM-kvalifikation og kvalifikationen til EM i 2021. 

DBU's seneste regnskab viste samlede indtægter på 158,8 millioner kroner, men regnskabet gjaldt 14 måneder fra 1. november 2015 til 31. december 2016. Mister DBU 10 millioner, ville det svare til 6 procent af de samlede indtægter. Mister DBU 15 millioner, ville det svare til 9,5 procent, altså næsten en tiendedel af alle unionens indtægter.