Brøndby-profil: Jeg kommer til EM med selvtillid
Foto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto
Landshold

Brøndby-profil: Jeg kommer til EM med selvtillid

Christian Nørgaard er glad for sin plads på U/21-landsholdet.

Brøndbys midtbanespiller Christian Nørgaard er en af de 23 spillere, der mandag blev udtaget til det danske U/21-landshold, der skal til EM senere på måneden. 
 
Nørgaard er meget tilfreds med pladsen på landsholdet. 
 
- Det betyder rigtig meget. Det er stort at være med til en slutrunde. Jeg har prøvet det et par gange med U/17-landsholdet, hvor vi var til EM og VM. Det var stort, og jeg tror, at U/21-EM er endnu større, siger Christian Nørgaard til tipsbladet.dk. 
 
Pladsen på U/21-landsholdet kommer efter en sæson, hvor han har fået masser af spilletid på Brøndbys Superliga-hold. 
 
- Det har været rigtig godt. Min formkurve har været opadgående, så det er rigtig dejligt. Jeg har fået tillid fra Thomas Frank, men jeg mener også, at jeg har gjort mig fortjent til alle de kampe. Jeg har ikke bare fået chance på chance. Det har været rigtig fint. Klubben har været i en god udvikling, og det gør det også nemmere at se god ud. Det har været dejligt at få mange seniorkampe i træk, siger Christian Nørgaard. 
 
Han ser frem til at konkurrere om spilletid i startopstillingen på U/21-landsholdet. 
 
- Der er stor konkurrence, men som jeg hele tiden har sagt, er chancerne ikke kæmpestore for at starte inde. Jeg lægger mig ikke ned, for vi skal træne om det, og vi skal spille en træningskamp, hvor man kan vise sig frem. Jeg kommer med stor selvtillid, og jeg tager det, jeg kan få, siger han. 
 
Nørgaard mener, at de danske muligheder ved U/21-EM er fornuftige. 
 
- Jeg ser dem som gode. Vi kan godt gå videre fra puljen. Tyskland er stor favorit, men det bliver spændende i alle tre kampe, og vores mål er at komme videre. Det går vi efter, siger han. 
 
Det danske U/21-landshold samles 8. juni og skal spille sin første kamp ved EM-slutrunden den 17. juni mod værtsnationen Tjekkiet.