DBU efterkommer spillerkritik: Ansætter dataanalytiker
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

DBU efterkommer spillerkritik: Ansætter dataanalytiker

A-landsholdet får fast tilknyttet en dataanalytiker. Det sker efter markant spillerkritik tidligere på året.

I januar måned stod Christian Eriksen, Simon Kjær og William Kvist frem med kritik af landsholdets stab. Den var ikke ajour med det, der foregik i klubverdenen, sagde de.

Nu gør DBU noget ved det. Forbundet har ansat Mounir Akhiat som fodbold- og dataanalytiker. Han har det seneste år haft samme rolle på konsulentbasis ved siden af sit job i Brøndby IF, men tilknyttes efter denne sæson fast. 

- Det er noget, som både jeg og spillerne har efterspurgt. Jeg besøgte Kasper Schmeichel i Leicester før en vigtig kamp mod Liverpool, hvor spillerne lå på massagebænken og forberedte sig på deres direkte modstander ved hjælp af deres iPad. Det giver os bedre muligheder for at vise spillerne, hvad vi vil, siger landstræner Åge Hareide til Jyllands-Posten.

Netop den slags skal Mounir Akhiat bidrage med på landsholdet. Hans arbejde består i at forberede trænerne og spillerne optimalt til den kommende modstander.

- I hovedtræk ser jeg efter tendenser i modstanderens spil. Vælger de at spille med mange korte afleveringer eller tidligt slå den lange pasning. Jeg finder måske op til 1.000 klip over fem kampe, som så bliver bearbejdet og kortet ned til nogle få nøglesituationer til hver spiller, siger han. 

Når landsholdet møder Rumænien sidst på måneden, vil Akhiat også have været inde over analysen i kraft af sin nuværende konsulentaftale.