Dolberg var aldrig et OL-tema
Foto: Ajax
Landshold

Dolberg var aldrig et OL-tema

Ajax-danskeren, der scorede i sin debut for den hollandske klub, var ikke et tema til OL-truppen. Ajax har ikke modtaget henvendelse fra DBU, og selv har Kasper Dolberg ikke hørt noget.

Mens Niels Frederiksen og DBU har haft store problemer med at finde de 18 mand, der skal repræsentere Danmark ved OL i Rio om en uge, fik 18-årige Kasper Dolberg i tirsdags debut for Ajax - en debut, der gik over al forventning med en flot scoring og en stærk præstation for den hollandske klub, der spillede 1-1 i Champions League-kvalifikationen mod PAOK.

Den danske angriber har godt nok ikke meget erfaring på seniorniveau, men med tanke på de mange OL-afbud - senest fra angriber Yussuf Poulsen - kunne truppen nok godt bruge et alternativ til Nicolai Brock-Madsen og Lasse Vibe, der lige nu står som de eneste, der kan spille angriber.

Og selv om Kasper Dolberg er ung og ganske givet interessant for DBU, har han aldrig været i spil til OL-truppen.

Tipsbladet.dk har været i kontakt med den hollandske klub Ajax, der fortæller, at klubben ikke har modtaget en henvendelse fra DBU om at få Kasper Dolberg med til OL. Klubben fortæller, at kun på Lucas Andersen og Viktor Fischer var der henvendelser - de to spillere er dog siden skiftet væk fra Ajax.

Og selv har Kasper Dolberg heller ikke hørt noget fra DBU angående OL.

- Nej, det har jeg ikke lige umiddelbart hørt noget om, siger Kasper Dolberg til tipsbladet.dk.

- Jeg har ikke talt med nogen landstræner endnu faktisk, siger han og forklarer, at sidst, han talte med DBU, var i forbindelse med U19-landsholdets kampe i marts, hvor Dolberg ikke var med.

Havde DBU henvendt sig for at få Kasper Dolberg med til OL, er det dog ikke sikkert, at Ajax havde givet grønt lys.

- Vi diskuterer kun emnet i klubben, hvis vi får en henvendelse. Det har vi ikke fået. Så af gode grunde kan vi ikke sige så meget om klubbens standpunkt, siger Ajax' pressechef Eefje Schep i en mail til tipsbladet.dk. 

Kasper Dolberg har været fast inventar på ungdomslandsholdene i Danmark, hvor han har repræsenteret U16, U17, U18 og U19. Sidst, han spillede en ungdomslandskamp for Danmark, var i november 2015.

Men selv er han fortrøstningsfuld i forhold til at komme ind omkring noget U21-landshold snart.

- Hvis jeg gør det godt på mit klubhold, så kommer det også. Det er jeg sikker på, siger han.

18-årige Kasper Dolberg startede sin karriere i Silkeborg IF, som han fik debut for i maj 2015. Han skiftede for et år siden til hollandske Ajax.

Torsdag fortalte landstræner Åge Hareide til Ekstra Bladet, at han synes, Kasper Dolberg ser spændende ud.