Video : Tipsbladet
Landshold

Hjulmand kommenterer kedelig Eriksen-situation

Ved tirsdagens landsholdsudtagelse gjorde Kasper Hjulmand det klart, at der kan opstå en bekymring over Christian Eriksens niveau, hvis den danske stjernes situation i Manchester United fortsætter.

BRØNDBY (Tipsbladet): Han er røget helt ud i kulden i Manchester United, men Christian Eriksen var med i den trup, som Kasper Hjulmand tirsdag udtog til Danmarks testkampe mod Schweiz og Færøerne. 

Her ville landstræneren dog ikke lægge skjul på, at han er bekymret over Christian Eriksens situation i Manchester United, hvor den danske stjerne blot har spillet sølle to kampe i 2024. 

- Det er ikke den bedste situation, som det er lige nu. Jeg håber rigtigt, rigtigt meget på, at det forandrer sig. Jeg er ret sikker på, at vi vil se en Christian, der er fit. Det ved jeg, at han er.

- Men det er klart, at hvis det fortsætter, så kan det for Christian blive, som det er med alle andre. Der kan komme en bekymring for det niveau, man kan præstere, hvis man ikke får mere spilletid end sådan, som det er i øjeblikket.

- Jeg håber meget på, at det forandrer sig. En så dygtig spiller som Christian skal spille, og vi håber selvfølgelig meget på, at det forandrer sig i United. Men det er ikke den bedste situation ikke at have spillet mere.

Siden nytår har Christian Eriksen fået 58 minuter i 2-2-kampen mod Tottenham den 14. januar og 37 minutter i 2-1-nederlaget til Fulham den 24. februar.