Stort Schmeichel-interview: Dansk fodbold er gået baglæns
Foto: Louise Bach Larsen
Landshold

Stort Schmeichel-interview: Dansk fodbold er gået baglæns

Peter Schmeichel mener, at ansvaret for dansk talentudvikling skal væk fra DBU og ud til klubberne. Han ser flere udfordringer for dansk fodbold.

Den nyansatte træner for det danske landshold – Åge Hareide – står for foden af et bjerg. Dansk landsholdsfodbold befinder sig således på et lavpunkt med udsigt til en sommer uden deltagelse i EM-slutrunden i Frankrig.

Det bliver ofte italesat, at opbakningen til og interessen for landsholdet er svingende, så fremtiden er usikker på flere områder. Men stemningen kan ændres, men det kræver både succes for landsholdet, en ny tilgang til talentudviklingen i Danmark samt en anderledes tilgang til at bruge sin krop generelt i samfundet.

Det mener det danske fodboldikon Peter Schmeichel. Tipsbladet.dk har mødt den tidligere landsholdsmålmand til en snak om dansk fodbolds aktuelle situation.

- For mig at se, er vi gået en smule baglæns. Vi erobrede faktisk en fast plads i Champions League i kraft af især FC Københavns fantastiske præstationer i Europa. Den mistede vi så med det samme. Det var en skidt udvikling, så vi skal kæmpe os tilbage til en position, hvor vores mester har en fast plads i Champions Leagues gruppespil, så de ikke skal gennem kvalifikationen, siger Peter Schmeichel til tipsbladet.dk.

For ham hænger klubbernes succes sammen med landsholdet, og han peger på, at man bør lægge flere kræfter i talentudviklingen hos klubberne frem for hos DBU, der med ’Den Røde Tråd’ ellers har været primus motor i dansk talentudvikling de seneste mange år.

- Vi producerer mange talenter, men jeg kunne godt tænke mig, at man fik det decentraliseret en lille smule. Jeg kunne godt tænke mig, at det ikke var DBU, der tog ansvaret på sig i forhold til at talentudvikle. Frank Arnesen har udtalt, at han finder det bekymrende, at Åge Hareide er på en kort kontrakt, fordi han ikke får tid til at talentudvikle. Men jeg ser slet ikke talentudvikling som landstrænerens job. Jeg ville gerne have, at det var klubberne, der talentudviklede, fastslår Peter Schmeichel.

Den erfarne fodboldmand ser en ulempe i, at DBU i hans øjne har dikteret måden at spille fodbold i årevis. Ifølge Schmeichel går man glip af unikke talenter, når man griber det an på den måde.

- Vi skal have variation i talentmassen. Alle skal ikke uddannes ens. Hvis alle var ens, kunne man jo ikke spille fodbold, for så ved alle, hvad alle gør. Det fede ved fodbold er, at folk er forskellige. Når vi ser nogen, der kan noget, som ingen andre kan, elsker vi det. Det er derfor, at vi elsker sporten. Det opnår vi ikke, hvis der sidder én mand inde i unionen og siger: ’Sådan her skal alle spille’. Så får vi ikke noget reel konkurrence ud af det. Vi får ikke nogen, der kan tænke på en anden måde. Fodbold bliver spændende, når der er nogen, der tænker anderledes, mener den tidligere landsholdsmålmand, der ser et stort ansvar hos Superliga-klubberne.

- Jeg kunne godt ønske, at klubberne påtog sig opgaven. Kigger man på Superligaen, er den jo så geografisk spredt ud over hele landet, og vi er så forskellige fra egn til egn, at det kunne være godt, hvis klubberne påtog sig et ansvar for talentudviklingen og ikke lyttede så meget til, hvad der blev sagt fra ét sted. Det er en samfundsting, at vi skal centralisere alt. Jeg ser det absolut ikke som en styrke. Det er en svaghed, hvis vi gør sådan. Vi er forskellige, og det er det, der både gør livet og fodbolden interessant, fastslår Schmeichel, som dog kan glæde sig over, at Divisionsforeningen i 2015 satte fokus på talentudvikling og bl.a. ansatte Ole Bjur som manden, der skal stå i spidsen for en stor satsning på talentområdet.

Det ændrer dog ikke på, at fodbolden er udfordret på flere områder. Både i forhold til legen med bolden og i forhold til landsholdsfodboldens image. Flere og flere interesserer sig for klubfodbold, og selvom store landskampe stadig trækker stor interesse, er det ofte et tema, at landsholdet savner samme folkelighed og opbakning, som det havde i Peter Schmeichels tid som landsholdsspiller. Interessen kan samtidig gå ud over

Den tidligere målmand ser flere årsager til problemet.

- Hele mediebilledet har ændret sig. Hvis man skal sælge en tv-station i dag, så køber man rettigheder til damehåndbold, for man ved at der sidder 400.000-600.000 og ser med. Det betyder, at det bliver normen med damehåndhold, herrehåndbold og en masse andet. Så får fodbold og landsholdet så ufatteligt meget konkurrence. Der er en mæthed omkring sport i det hele taget. Det havde man ikke tidligere, for der var kun fodboldlandsholdet. Når landsholdet spillede, var der kun det.  Da jeg var på 6’eren i lørdags, havde vi 12 fodboldkampe på en dag. Dengang var der 12 live-fodboldkampe på et helt år, siger Peter Schmeichel.

For ham handler det også om kultur.

- Man skal tænke på, hvordan verden ser ud i dag. Når et barn vokser op, hvad gør det barn så fra det vågner til det går i seng? Da jeg var barn, gik jeg i skole, og når jeg kom hjem, gik jeg ud og spillede fodbold. Hvis det ikke var vejr til fodbold, gik jeg ud og kælkede eller lavede noget andet. Jeg gik udenfor. Jeg gik til fodbold. I dag gør man ikke så meget det. I dag er man meget inden døre. Man spiller computer. Man sidder med sin iPad. Det kan godt være, at man går til fodbold, men så er det kun i klubben, man spiller, fortæller Schmeichel, der ser et problem i dagens måde at bevæge sig på.

- Jeg har hørt en tale om det rent fysiologiske i det. Der er forskel på de fodboldspillere, der blev udviklet for to generationer siden og dem vi har i dag. Fodboldspillerne fra dengang var fysisk stærkere og gik mindre i stykker i forhold til dem, der kommer nu. Det handler om, at alt leg fra barndommen til voksenlivet er blevet minimeret. Man får ikke den automatiske fysiske styrke. Hvis man går til fodbold, får man noget af det, men man sidder stadig med sin iPad og sin computer og bruger en masse tid til det. Derfor bliver det lidt anderledes, siger Schmeichel, inden han binder en sløjfe på sin analyse af landsholdsfodbolden og talentudviklingens udfordringer.

- Når man lægger alt det sammen, kommer der jo en forskel. Mulighederne er utømmelige. Hvis vi vil vide noget lige nu, tager vi vores mobil frem og finder ud af det i løbet af ti sekunder. Engang skulle man på biblioteket eller spørge sine forældre. Alt går meget hurtigere lige nu. Man kan være alle steder i verden på samme tid. Derfor interesserer man sig ikke kun for en ting, men mange ting. Det går ud over sådan noget som fodboldlandsholdet, siger han.

Der er dog håb forude. Det kræver noget så simpelt som sejre.

- Hvis landsholdet kommer tilbage og kvalificerer sig til slutrunder, så kommer den følelse retur. Så meget betyder fodbold alligevel i Danmark. I øjeblikket falder folks kærlighed til fodbold på klubber som Brøndby, FCK og FC Midtjylland. Så det findes stadig, siger Schmeichel om kærligheden til det smukke spil.