Video : Tipsbladet
Landshold

Trods Hjulmand-ros: Damsgaard har været helt væk

Kasper Hjulmand afviser, at han har et særligt blødt punkt for Mikkel Damsgaard, men landstræneren kan godt forstå, hvis folk er overraskede over udtagelsen af Brentford-spilleren. Og når man tager et nærmere kig på Damsgaards tal, tegner der sig et billede af en spiller, der har haft voldsomt svært ved at leve op til niveauet før og under EM-slutrunden.

BRØNDBY (Tipsbladet): Tirsdag udtog Kasper Hjulmand sin trup til testkampene mod Schweiz og Færøerne, og her var det særdeles overraskende, at landstræneren havde fundet plads til en håndfuld spillere, der i de seneste måneder har fået ganske minimal spilletid i deres klubber.  

Særligt Christian Eriksens tilstedeværelse har vakt debat - Thomas Gravesen har i et interview med Tipsbladet udtrykt stor undren over udtagelsen af Eriksen - men også tilvalget af Mikkel Damsgaard har resulteret i stor kritik, idet Brentford-spilleren længe har været en skygge af sig selv og i februar og marts blot har fået sammenlagt 44 minutters spilletid i danskerklubben. 

Det, som ‘Dams’ ofte giver vores hold, er svært at måle, for han er ikke verdens hurtigste, han er ikke verdens mest fysiske og han vinder ikke så mange dueller, men han er limen i vores spil.

Kasper Hjulmand
Landstræner, Danmark

I forbindelse med tirsdagens landsholdsudtagelse blev Kasper Hjulmand konfronteret med, at Mikkel Damsgaard i denne sæson blot har spillet to ligakampe fra start. 

- Ja, og han har fået en del indhop. Jeg har selvfølgelig også set ham træne og så videre. Det, der er med Mikkel, det er, at han er en anden type spiller end det, vi har. Og han er i en god forfatning. Han er en spillertype, som ikke har spillet en dårlig kamp for os, heller ikke i 2023. Han er en spiller, som ligger mellem linjerne.

- Vi har ikke så mange mellemrumspillere. Han er en type, som har gjort vores spil bedre, hver gang vi har spillet med ham, fordi han ligger og svæver mellem linjerne. Det er klart, at det også gælder for Mikkel, som det gør med Christian (Eriksen, red.), at der også er en grænse for, hvor lang tid man kan være ude, lød svaret her fra Kasper Hjulmand. 

Landstræneren understregede flere gange, at Mikkel Damsgaard som type er svær at erstatte. Til gengæld afviste han præmissen om, at han har et særligt blødt punkt for en spiller, der i denne sæson har spillet omtrent 500 minutter og ikke har scoret et mål siden juli 2021, hvor han bragede et frispark i nettet i EM-semifinalen mod England. 

- Nej, det vil jeg ikke sige, at jeg har. Jeg synes, at han er en spiller, som… da vi fører 2-0 ude mod Kasakhstan, tager vi ham ud, og der mister vi noget ‘lim’ i spillet. Det, som ‘Dams’ ofte giver vores hold, er svært at måle, for han er ikke verdens hurtigste, han er ikke verdens mest fysiske og han vinder ikke så mange dueller, men han er limen i vores spil, lød det fra Kasper Hjulmand. 


Spilxpertens opgørelse over Mikkel Damsgaards tal på landsholdet.

Markant tilbagegang
Når man tager et kig på Mikkel Damsgaards tal fra Opta, så er det iøjnefaldende, at Brentford-spilleren siden EM også har væsentligt færre assister per 90. minut. 

Mikkel Damsgaard har også væsentligt færre skud per 90. minut i Danmarks kampe siden EM, idet tallet er faldet fra 2,8 til 1,2. Samtidig kan det ikke betegnes som uheldigt, at Damsgaard ikke har scoret på landsholdet siden 2021, for teknikerens expected goal per 90. minut er på blot 0,07. 

Når man tager et kig på Spilxpertens opgørelse, er der da heller ikke tvivl om, at Mikkel Damsgaard i 2022/23 har været en mere ufarlig spiller end i 2021, når han har optrådt for Danmark. 

I forhold til afslutninger per 90. minut er Mikkel Damsgaard eksempelvis gået fra 2,5 til 0,7. I forhold til succesfulde mand-mand-dueller per 90. minut er Damsgaard gået fra 3,0 til 0,7. De kreative afleveringer er også gået tilbage, ligesom Damsgaards tilstedeværelse i modstanderens felt også er blevet mindre. 

Der tegner sig dermed et billede af en spiller, der i de seneste år har haft svært ved at genfinde de gyldne takter fra EM i 2021. Og med den beskedne spilletid i Brentford kan man godt frygte, at Mikkel Damsgaard får svært ved at vende situationen inden sommerens slutrunde. 

En vigtig del af fortællingen om Mikkel Damsgaards niveaufald i de senere år er selvfølgelig, at den unge tekniker i oktober 2021 blev opereret i knæet. Samme år fortalte Mikkel Damsgaard, at han var blevet ramt af leddegigt, og at dette havde ført til, at hans lede hævede op, særligt det højre knæ. 


Mikkel Damsgaard scorede i juli et magisk frisparksmål mod England i EM-semifinalen, men siden da har offensivspilleren hverken scoret for klubhold eller landshold. Foto: Imago

Hjulmand forstår skepsis
Under tirsdagens pressemøde pegede Kasper Hjulmand på, at han altid har fået noget positivt ud af at give Mikkel Damsgaard spilletid.

- Jeg synes, at hver gang han har spillet for os, der har han godt nok spillet mange gode minutter for os. Det kan godt være, at han ikke har scoret siden (EM-semifinalen i 2021, red.), men jeg synes, at han gør vores spil bedre. Han er en type, som vi ikke har så mange af. Jeg synes jo, at en Mattsson også viser nogle ting i det spil, som er spændende, hvor han går på forsiden af midtbanen og går ned bagved og kan spille i mellemrummene.

- Wind kan droppe ned og spille der, men årsagen til, at vi har Mikkel med, er, at han er i en god fysisk forfatning. De minutter, han har spillet for Brentford, har været gode, synes jeg. Og oveni i det har han været god, når han har spillet for os, lød det fra Hjulmand.

Afslutningsvist blev Kasper Hjulmand spurgt, om han kunne forstå, at mange finder udtagelsen af Damsgaard overraskende.

- Det kan jeg da godt forstå. I og med, at han ikke har spillet så meget. Men jeg må holde fast i, at vi ikke har så mange af den type spillere, lød det fra Danmarks landstræner, der dog understregede, at Damsgaard godt kan komme 'i fare' forud for EM, hvis han ikke får nok spilletid i Brentford.

Herunder finder du Mikkel Damsgaards tal fra Opta: