Video : Tipsbladet
Ligue 1

Luis Enrique indrømmer: Undervurderede Ligue 1

Trods 10 points forspring mener PSG-cheftræneren, at der er stor konkurrenceevne i den franske liga.

Den spanske cheftræner Luis Enrique blev i sommer ansat i Paris Saint Germain, hvor han har hentet et pointsnit på 2,24 i Ligue 1. Alligevel må han nu erkende, at ligaen er sværere, end han havde regnet med.

Det fortæller han ifølge blandt andet den franske sportsavis L'Equipe ved klubbens pressemøde tirsdag forud for Coupe de France-kvartfinalen mod Nice.

- Der er et meget højt niveau blandt spillerne og trænerne. Du kunne sige til mig: 'Du siger det bare, fordi det passer dig, det får dig til at se bedre ud i andres øjne,' men nej, siger han og fortsætter:

- Det er ikke noget, jeg siger, fordi jeg er her. Jeg siger det, fordi jeg oprigtigt mener, at det er en liga med et højt niveau af konkurrenceevne, lyder det fra Enrique.

PSG har desuden netop spillet tre kampe uafgjort i træk i Ligue 1, og selvom der stadig er 10 point ned til Stade Brestois på andenpladsen, så er det ikke en dans på roser at tage titlen, mener ha.

- Der er meget talent, mange unge spillere, der derefter rejser til andre ligaer. Der er også et meget højt niveau blandt trænerne. Og det kan jeg sige, fordi jeg har oplevet det, fortæller Luis Enrique.

I løbet af hans trænerkarriere har han blandt andet været forbi Barcelona, hvor han vandt Champions League i 2015. 

PSG klarede sig videre i netop den turnering til kvartfinalen, da de slog Real Sociedad ud med en samlet 4-1-sejr.